Nu har jeg to gange oplevet, at et tilfældigt menneske gennem et tilfældigt møde, har bedt en bøn for mig. Første gang var det en tidligere præst som jeg mødte via en samkørsel fra Hjørring til Aarhus. På vejen havde vi en lang samtale om filosofi, eksistentialisme og religion. Vi talte også om min sygemelding, mine fysiske udfordringer og det mentale mareridt, jeg dengang befandt mig i. Da vi ankom foran mit hjem, spurgte han, om han måtte bede for mig. Ingen havde nogensinde spurgt mig om det før, så jeg blev en smule overrasket, men også nysgerrig. Jeg takkede ydmygt ja, og han begyndte at bede en bøn, som varede godt og vel et minut. Under bønnen blev jeg følelsesmæssigt overvældet af ordene, oprigtigheden og omsorgen. Bønnen havde en stærk positiv psykologisk effekt; jeg blev rørt til tårer, og håbet, som jeg kæmpede med dagligt, voksede inden i mig.
Anden gang var det en GLS chauffør – af alle mennesker – der kom ind i min lejlighed for at aflevere en større pakke. Han fik øje på mine hjælpemiddler og spurgte, med et mildt ansigtsudtryk, hvordan det gik med mig og min genoptræning. Dernæst spurgte han forsigtigt, om han måtte bede for mig. Jeg fik en indskydelse til at spørge, hvilken religion han tilhørte, men tænkte hurtigt, at det var fuldstændig ligegyldigt. Han placerede sin hånd på min akillessene og bad en kort bøn. På vej ud af døren sagde han, “må Gud velsigne dig.”
Jeg er ikke selv troende, men disse oplevelser med bøn har ikke af den grund været forgæves eller meningsløse, tværtimod. Jeg blev begge gange meget bevæget over den kærlighedsgestus, det er at bede for et fremmede menneske; at drage omsorg for en anden uden tanke på sig selv. Kærlighedsakten ligger også i det faktum, at disse to personer gjorde sig selv sårbare ved at spørge om lov til at bede, hvorved de risikerede afvisning og latterliggørelse; og i denne sårbarhed vover de et lille tillidsspring, en prøvelse af et andet menneskes evne til at modtage kærlighed, til at være fordomsfri, og til at være åben overfor noget man ikke helt forstår. Der opstår derfor et gensidigt krav om tillid og mod. Sårbarheden er også gensidig, idet det for mig er en smule grænseoverskridende, at nogen beder for mig, da bønnen vedrører noget meget personligt; at en fremmed lægger en hånd på min krop, og dét tilmed en skrøbelig del, eksponerer mig også. Men det er dér, at min tillid til andre mennesker bliver testet.
I skrivende stund kommer jeg i tanker om et kendt citat fra teologen Knud Ejler Løgstrup: “Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.“[1]
Jeg er ikke stor kender af Løgstrup, men jeg forstår hans etiske fordring, der udtrykkes i citatet, som at der foreligger et gensidigt ansvar i mødet mellem mennesker; et ansvar om et beskytte, gribe hinanden, værne om den andens tillid, ikke misbruge den. Tilliden er tavs og skrøbelig, og hvis den først brydes, er den svær at genoplive.
Disse oplevelser, og særligt oplevelsen med bønnen fra præsten, kommer til at lyse klart i min bevidsthed i mange år.
Referencer [1] https://www.pexels.com/da-dk/foto/mand-skilt-drom-ansigtslose-5997362/ [2] Bargfeldt, E., & Änghede, L. H. (2024, January 17). K.E. Løgstrup, Den etiske fordring og de spontane livsytringer. Kristeligt Dagblad. https://www.kristeligt-dagblad.dk/religion/ke-loegstrup-den-etiske-fordring-og-de-spontane-livsytringer
“It was the happiest moment of my life, though I didn’t know it. If I had known, if I had cherished this gift, would everything have turned out differently?”[1]
Why is it that the happiest moments of our lives might escape our mental radar while we are experiencing them? Depending on who you are and what stage of life you are in, you might have already lived through your best moments. If you were not fully aware of the significance of these events at the time, you might have undervalued them. This probably sounds depressing, but it is not my intention to discourage you. Rather, I aim to make you reflect on your relationship with time and how consciousness interacts with it. As with most things, there is a silver lining.
How the present is experienced is to some degree a function of our expectations for the future. For instance, if I find myself in agonizing physical pain because I hit my big toe, I can manage the uncomfortable sensations, since I expect them to subside quickly. On the other hand, if I suddenly experience intense and sharp pain in my right abdomen, I might go into panic mode, because I do not know what to expect; infection, cancer, appendicitis? Approximately identical pain sensations can engender different perceptions and levels of stress and fear depending on the interpretation.
Furthermore, in the latter moment, it might feel like the worst experience of my life, but when I later discover my pain was due to digestion issues, I’ll probably reassess the meaning of said experience. A moment can also be full to the brim with positive emotions but fail to be registered as the miracle it is until it is too late (more on this later).
However we cognitively and emotionally evaluate something we are experiencing, this evaluation — tacit or conscious — may be altered when the future arrives and becomes the present.
The Past and the Intricate Mind We often think of the past as something fixed and finished. “You cannot change the past”, we are told repeatedly, usually when the memory of an event is stirring up negative thoughts and emotions. Yet, the present continuously shapes the perception of past moments and events and the meanings we ascribe to them. This makes the past, in a sense, flexible and malleable.
Everyone knows how light bends — refracts — when it moves through water. This happens because water is more dense than air, causing light to move slower. In a similar vein, when events of the past move through a mind that is depressed, for instance, they can become altered; experiences from the past seem warped and alienating. Or when the mind is tainted by grief due to the loss of a romantic partner, flashbacks of intimacy can become so intense and vivid that they leave no room for the present and the future. A humbled and wiser mind may reconsider the value of an experience, a relationship, or an event. This subjective reinterpretation underscores the dynamic nature of memory.
Ignorance of the Future As our minds and who we are unceasingly develop through new experiences, so too, do our perceptions. Moments from the past may therefore obtain new meanings, overwhelming us in the process, possibly confronting us with past naïveté and arrogance, wishing we had reasoned and acted differently when we still had the chance.
Orhan Pamuk writes,
“In fact, no one recognizes the happiest moment of their lives as they are living it. It may well be that, in a moment of joy, one might sincerely believe that they are living that golden instant “now,” even having lived such a moment before, but whatever they say, in one part of their hearts they still believe in the certainty of a happier moment to come. Because how could anyone, and particularly anyone who is still young, carry on with the belief that everything could only get worse: If a person is happy enough to think he has reached the happiest moment of his life, he will be hopeful enough to believe his future will be just as beautiful, more so.”[2]
As mentioned in the beginning, the way we relate to current experiences is influenced by held beliefs about the future. According to Pamuk, the innocence that permeates the human mind, especially a young mind, goes hand in hand with assumptions about the future that can make one underappreciate present miracles. Due to intrinsic intellectual and emotional shortcomings as humans, we risk not acknowledging experiences for their potential significance.
“Ignorance is bliss”, the saying goes, but the problem is that one cannot remain in a state of not knowing throughout the course of life; existential crises and loss will burst the bubble of innocence eventually, inevitably forcing one to confront his or her life, its inherent choices and decisions, and one’s perceptions. Unavoidably, some beautiful things will only be perceived for their true value in retrospect.
But one thing is being naive about the present and the future, another is the arrogance, which so often accompanies ignorance; believing one knows more than he does. In this case, thinking one knows the future and has control over it.
I assume everyone who has moved on from the tumultuous days of adolescence has realized how often they were wrong and naive about things. Stumbling around as a teenager with an underdeveloped brain, still cuddled within the warm and secure family nest, we knew so little about ourselves and how the world functions. Yet, we were so arrogant when our parents offered advice, foresight, and caution. How arrogantly we believed we had things figured out; how delusional we were.
In my observations, it is as if arrogance is inversely proportional to ignorance; the less we know, the more knowledgeable we believe ourselves to be. In psychology, this mental distortion is called the “Dunning-Kruger effect”.[3] And arrogance can be costly.
Love Perhaps there is no greater euphoric peak than the one reached in love. It is therefore no mystery why loss in love due to naïveté and arrogance can be a painfully bitter pill to swallow, as the cliché goes. I have had the privilege of loving intensely and deeply, like many others. But in hindsight, I took some love for granted, because I at that time did not, and perhaps could not, realize how truly profound the moments with her were.
As Michael Jackson sings,
“To think for two years she was here, And I took her for granted I was so cavalier, Now the way that it stands, She’s out of my hands.”
I was also seduced by hedonistic visions of the future and directed by the belief that the best was yet to come, or at least that the best could still come. It may very well still do, but the point is that the moment could have been cherished more if my expectations and assumptions about the future had been more mature, and if my arrogance had been curbed. And maybe, just maybe, things would have unfolded differently.
Silver Lining The knowledge of regretful past decisions and actions cuts through the heart like a razor, the bleeding difficult to stop. Yet, even though the twin pairs of ignorance and arrogance are inherent qualities of human nature, it doesn’t prevent the individual from punishing himself harshly for his past decisions. I wonder if this is a subtle form of masochism; the individual derives some sense of pleasure from self-blame because he thinks he deserves it.
I think the coping strategy in such instances is realizing that we live lives driven by needs, desires, hopes, and fears, which we did not author ourselves; our existence is influenced by biological and psychological configurations, as well as cultural values, which shape our beliefs and actions; we are subject to forces over which we have limited control; we are victims of an ignorance that nature has imposed upon us, which is why self-blame is only partially justified. We need to practice more self-care.
Some things cannot be known before the future arrives; before experiences weave themselves into the fabric of the mind. Loss is inevitable. However, loss in life, whatever it is, has the potential to humble and bind a man to his inescapable mortality, making him see more clearly.
In the end, Pamuk’s reflection reminds us that the value of experiences often reveals itself only in hindsight. But we can work on cultivating an awareness and appreciation of the good things in life, of the happy moments and periods we are living through. Good things come to an end, and it is hard to say when or if certain experiences will return before Time reclaims us. By being more aware and cherishing our moments now, we might find that our future selves look back with gratitude rather than regret.
Sebilj, Sarajevo. Anerkendelse: Sercan Koyuncu/pexels.com
Da jeg åbnede døren ind til forsædet blev jeg ramt af en duft, som øjeblikkeligt bragte mig til Bosnien om sommeren. En duft, der udløste en strøm af barndomsminder; en følelse af noget bekendt og trygt, som en forælders favn.
“Kolica mala, ali teška“, sagde taxachaffuøren efter, at han havde anbragt den sammenklappelige kørestol ind i bagagerummet, og sat sig til rette på førersædet. “Ja, en lille, men tung kørestol“, gentog jeg på bosnisk, lettere overrasket. På trods af duften af barndomslandet havde jeg ikke forventet bosnisk, i hvert fald ikke som det første. “Hvor er du fra?”, spurgte jeg ham. “Kosovo – og du er fra Bosnien?” “Ja“. Han kunne se mit efternavn på taxabestillingen.
Den hvide taxavogn trillede langsomt væk fra genoptræningscenteret og mod et lyskryds. Han spurgte ind til genoptræningen, og jeg svarede, en smule bedrøvet, at det gik godt, men langsomt. Vi holdt for rødt. Han vendte sig mod mig og sagde med ro og overbevisning, “inshallah, det bliver godt igen, inshallah.” Ordene ramte en streng dybt inde i mig. Jeg følte mig lettere. Jeg er ikke selv troende, og har gennem min opvækst afvist alt, hvad der havde med religion og islam at gøre. Men denne fremmede mand, som på en måde også var familiær, gjorde indtryk på mig med hans varme og religiøsitet. Det føltes som om, at ordet “inshallah”, der betyder “hvis Gud vil det”, havde en helende kraft.
“Husk at tænke, at nogen altid har det værre end dig“, fortsatte han. “Hvis du én dag ikke spiser, så er der en anden, som ikke spiser i to dage. Glem ikke, at det altid kunne være værre, al hamdulillah, det bliver godt igen.” Den ældre mands ord var beroligende, opløftende, de vakte håb.
“Jeg kender en kvinde, der fik konstateret kræft med en dårlig prognose. Det er nu 25 år siden, at hun fik diagnosen. Hun fortalte mig, at hun ikke havde villet overgive sig til sygdommen, fordi hun skulle nå at se hendes børnebørn vokse op. Inshallah, du skal tro på, at det bliver bedre.” Mine øjne løb langsomt i vand. Jeg følte en ubetinget kærlighed omsvøbe mig, som et varmt tæppe, og at jeg var del af noget større. Solens stråler varmede mit ansigt gennem forruden.
Recently I had a fallout with a friend that I have known since we were both teenagers. Had you asked me back then if I ever would have thought our relationship could or would morph into something that felt uncertain and fragile, I would have stared at you in disbelief and bewilderment.
The friction with my friend led me to reflect on how I, as a moral agent, decide between ethical¹ choices. It made me consciously attuned to the presence of gut reactions to moral issues, and how intuition can serve as a moral guide. I find it fascinating how the body rapidly can have a say about right and wrong, which relates to complex social information about other people, norms and values, and possible future outcomes.
Before I delve into some of the science behind gut-level morality, let me first describe how the disagreement with my friend evoked contemplation about ethical decision-making.
A Cocktail of Emotions The fallout induced familiar emotional suspects in such circumstances: anger, sadness, disappointment, guilt, and confusion, to name but a few. The mix of these potent emotions tempted me to contact another good friend, who is also good friends with the first one.
The temptation made me feel a sense of relief and ease, and I felt energized. I pictured myself sharing screenshots of the alienating text conversation I had had with my old friend. I imagined our mutual friend becoming indignant on my behalf, defending me, and criticizing the other. The idea of sharing the perceived injustice that had been done to me felt good.
However, moments after the surge of positive emotions, I felt awful; a gut feeling of wrongness arose before any deliberation about right and wrong; before any weighing of reasons for one or the other choice; and before any awareness of ethical virtues or consideration of outcomes. It felt as if something or someone within me — an inner moral philosopher — communicated to me via intuition and emotion. As if he was saying, “You will regret this.”
Involving our mutual friend in the disagreement by placing him in an awkward and difficult middle position, felt viscerally morally wrong; it wasn’t fair. It also didn’t feel fair towards my old friend — a disagreement always has two sides — with whom I also wish to reconcile. My action would probably have resulted in more harm than good. These reflections followed after the gut response, and I decided not to send or mention anything to our mutual friend. This restraint on my initial impulses was a victory over my darker and more primitive self.
The brief, yet important ethical process, made me contemplate what had just happened. I realized that this intuitive moral signaling occurred quite often. When facing an ethical dilemma, my gut will often veto dubious choices I am consciously entertaining before any rationalization.
This made me curious about moral decision-making and the role of intuition and emotion. How can my body know that an action is wrong before my mind has gone through a careful process of reflection? And to what degree can I trust my gut feeling?
Moral Intuitionism According to psychologist Jonathan Haidt, who can be labeled as a “moral intuitionist”, these gut-level perceptions are direct causes of ethical judgment and not merely additional pieces of evidence used as input in a rational decision process. He defines moral intuition in the following way:
“The sudden appearance in consciousness of a moral judgment, including an affective valence (good-bad, like-dislike), without any conscious awareness of having gone through steps of searching, weighing evidence, or inferring a conclusion.”(1)
This definition aligns well with my own experiences described above. Let us read a brief and controversial example from an article by Haidt that further serves to demonstrate moral intuitionism at work:
“Julie and Mark are brother and sister. They are traveling together in France on summer vacation from college. One night they are staying alone in a cabin near the beach. They decide that it would be interesting and fun if they tried making love. At the very least it would be a new experience for them. Julie was already taking birth control pills, but Mark uses a condom, too, just to be safe. They both enjoy making love, but they decide not to do it again. They keep that night as a special secret, which makes them feel even closer to each other. What do you think about that? Was it OK for them to make love?”(2)
Most people will probably intuitively and rapidly state that what Julie and Mark did was morally unacceptable. The verdict will perhaps be accompanied by an emotion of disgust. But if asked to provide reasons for the ethical judgment, these same people might find it less easy than one would expect. For instance, the siblings used double protection, thereby severely decreasing the chance of a baby, which would have an increased risk of developing disorders. None of them were harmed emotionally, according to the story; on the contrary, it made them feel closer to each other. But although it might be challenging to articulate precisely why sibling sex is wrong, most people will still nonetheless hold on to their initial emotional-based conclusion; they will probably still claim they know that is it wrong.(3) It shows that the judgments are the results of unconscious processing.
This supports the intuitionist model proposed by Haidt, in which the gut reaction is the cause of the moral judgment. Additionally, Haidt states that intuitive/emotional-based ethical verdicts are at times followed by a verbal effort to provide reasons for these gut-level responses. And that the person will seek to confirm the already established moral evaluation. There is evidence to support these claims.(4)
Jonathan Haidt. Photo by Brian Ness
This is interesting. The proposition that “moral judgment is caused by quick moral intuitions and is followed (when needed) by slow, ex post facto moral reasoning”(5), strikes against the traditional rationalist view of morality. In this view, ethical judgments are arrived at through a careful step-by-step process using reason and evidence, in which intuition and emotions are typically seen as noise.(6)In Haidt’s model, reason takes a back seat and becomes to some extent an instrument that serves emotions. Or as Hume so famously wrote, “Reason is, and ought only to be, the slave of the passions.”(7) Although I don’t think Haidt will agree with the “ought” part.
A long and thorough discussion of the intricacies of theories of ethical judgments is beyond the scope of this post. But worthy to note is that the intuitivist model is mainly descriptive, and not normative; that is, it does not say anything about if or when it is better to use intuition than reason; such a general prescription would also be difficult to settle on given the complexity of the nature of morality, and would in all likelihood betray a rich and multi-dimensional understanding of moral judgments.
Nevertheless, I do believe the intuitivist model has a lot of credibility, given the degree to which it fits with my own experiences and the experiences of many others; not to mention the substantial amount of scientific evidence that corroborates it.(8) In sum, a lot of our moral judgments seem to be products of automatic unconscious processes instead of careful rational examination.²
A Proposal Given the scientific “facts” about intuitive ethical judgments and my own positive experiences with my inner moral philosopher, I propose that we as ethical agents should become more aware of our gut feelings and respect these bodily perceptions; its vote should be taken seriously. Why? Our biopsychological systems are complex machinery that have evolved in social niches, in which making the wrong ethical choices could lead to exclusion and ultimately death.
Due to the long process of evolution, our bodies have become highly attuned to socio-ethical information — for example, virtues — and have acquired abilities to navigate moral landscapes. Could we say that natural selection favors the ethically sensitive individual, that is, genes that play a role in the expression of morality?
Perhaps this moral “intelligence”³ is — to some degree — akin to other rapid emotional evaluations of situations. The perception of danger and threats is also a rapid and automatic process and for good evolutionary reasons. Having a system that can make snap, effortless decisions can hypothetically mean the difference between life and death. Analogously, taking action based on ethical intuition — could we say moral reflex — might mean the difference between social inclusion and exclusion.
However, perceptions about danger can be false positives. Is this the same for intuitively derived moral judgments? Certainly. Maybe my intuition tells me that euthanasia is wrong; when seeing what abortions look like later in pregnancy, my inner judge might scream, WRONG. These verdicts might hypothetically be “false positives” in the sense that they are misaligned with the needs and values in the moral space I am in; or perhaps an ideal and objective moral space. This begs the question of what the “right” or “true” ethical values and judgments are. Do they even exist, and if so, how could we know them? Classical age-old ethical conundrums.
At any rate, such intuitively-based moral conclusions demand closer scrutiny, since they are far more complex than my own personal ethical dilemma, which I was able to resolve in minutes.⁴ The gut feeling is not an isolated intelligence but is mediated through its biology, mind, and the cultural context within which it operates. It is therefore vulnerable to biases, and can even induce a state of ‘cognitive dissonance’; for example, strong negative moral judgments about others may conflict with values I claim to hold, such as justice, equality, liberty, and fairness.
Even though our ethical intuitions can be powerful and useful, an appropriate dose of skepticism is always warranted. Especially if we are inclined to rationally confirm our initial moral conclusions, as Haidt believes.
Non-Emotional Moral Agent? What is interesting to speculate about is how a person would navigate in a socio-moral landscape without some sort of grounding in an intuitive and emotional intelligence. What would moral reasoning look like? Well, speculate no more:
“Prior research reveals that the ventromedial prefrontal cortex (vmPFC) is a critical area underpinning affect and morality, and patients with vmPFC lesions show abnormalities in moral judgment and moral behavior.”(9)
The research shows that a disturbance in brain regions associated with emotions and morality increases the likelihood of inappropriate moral evaluations and actions. Connecting back to my dilemma, if I had had damage to my vmPFC, I might have sent those screenshots without any reservations. This suggests that gut-level morality, despite its shortcomings, is not only useful for social functioning but necessary.
Ending Thoughts Being a social creature with the ability to think means moral challenges and struggles. Discerning between right and wrong has and will probably always plague the human species. Building upon my own experiences I have come to respect and rely on my gut intelligence when it comes to moral questions. It is not a blind trust, but I try to carefully listen to the voice within. It has so far served me well in my personal affairs by pulling the brakes on choices that probably would have caused more bad than good. Sometimes I do give in to certain temptations — I am human after all — and learn that my moral alarm system, indeed had a wise understanding of the situation.
So … what is your relationship to your inner moral philosopher?
Footnotes [1] I use ‘moral’ and ‘ethical’ synonymously for variation. [2] An important note: the intuitivist theory does not make claims about objective ethical truths. To ascertain if a moral judgment is objectively true, whether it is derived from intuition/emotion or reason, is a difficult problem, which also demands exploration of the concept of “truth”. [3] ‘Intelligence’ is used loosely. [4] That of course does not mean it lacked significance.
References (1) Haidt, J. (2001). The emotional dog and its rational tail: A social intuitionist approach to moral judgment. Psychological Review, 108(4), 814–834. https://doi.org/10.1037/0033-295X.108.4.814 (2) Ibid. (3) Ibid. (4) Sapolsky, R. M. (2017). Behave: the biology of humans at our best and worst (pp. 481–488). Penguin Books. (5) Haidt, J. (2001). The emotional dog and its rational tail: A social intuitionist approach to moral judgment. Psychological Review, 108(4), 814–834. https://doi.org/10.1037/0033-295X.108.4.814 (6) Ibid. (7) Ibid. (8) Sapolsky, R. M. (2017). Behave: the biology of humans at our best and worst (pp. 481–488). Penguin Books. (9) Cameron, C. D., Reber, J., Spring, V., & Tranel, D. (2018). Damage to the ventromedial prefrontal cortex is associated with impairments in both spontaneous and deliberative moral judgments. Neuropsychologia, 111, 261–268. https://doi.org/10.1016/j.neuropsychologia.2018.01.038
For nylig blev jeg betaget af Pablo Picassos værk, “Blue Roofs”, som jeg opdagede i bogen “1001 malerier du skal se, før du dør“. Synet af dybe blå farvespil, og korte, energiske penselstrøg var berusende og opløftende; jeg svævede ind i en drømmeagtig tilstand, og følte jeg befandt mig under himlen i Paris. Beskuelsen vækkede en intens lyst til selv at lege med maling, og eksperimentere med den impressionistiske stil; måske forsøge at afbilde Sønderborg havn på en varm forårsdag, eller den spirende og syngende natur udenfor mine vinduer.
Der gik dog ikke mange sekunder før inspirationen blev overskygget af negative tanker: “Vil du nu også til at male … hvad er formålet med det … hvorfor kan du ikke holde dig til én ting…“. Strømmen af negative tanker tog desværre i øjeblikket modet fra mig. Men bevidstheden om dem gjorde mig nysgerrig: hvor stammer denne indre monolog fra? Og hvilke antagelser hviler den på?
Selv-talens oprindelse Karakteren af vores indre stemme formes i høj grad i barndommen. Måden betydningsfulde andre, typisk forældre, taler til barnet, vil gennem tiden indoptages og blive en del af den indre monolog. Denne proces kaldes ‘internalisering’. Personligt kan jeg dog ikke genkende en negativ tone fra mine forældre i forhold til mine kreative tendenser.
Min far har konsekvent støttet mig i mine kreative impulser og udfoldelser, hvad enten det drejede sig om at tegne, synge, danse eller skrive. Ligeledes har min mor udtrykt stolthed over, at jeg begyndte at lære mig selv at spille klaver. Men hvor stammer min negative indre stemme så fra?
I vores senmoderne samfund præges vi i barndommen ikke længere kun af vores forældre. Karakteristisk for det senmoderne er en omfattende institutionalisering, en mangfoldighed af analoge og digitale sociale arenaer, samt en overflod af information. Børn og unge, som er i en formbar alder, eksponeres derfor for en bred vifte af stemmer, normer og værdier, der potentielt kan influere på deres indre dialog.
Dermed bliver det også svært at spore, hvor min negative selv-tale oprinder fra. Dog er selve oprindelsen måske mindre væsentlig end selve bevidstheden om denne indre monolog, således at man aktivt kan påvirke den i en positiv retning. Den indre stemmes karakter er ikke smedet i jern, og kan udvikle sig gennem livet, på godt og ondt.
Antagelserne ”Hvad er formålet” antager, at enhver aktivitet skal have et klart formål, sandsynligvis et nyttigt udbytte, der skal kunne omsættes til en økonomisk værdi. Det minder mig om et spørgsmål jeg ofte fik stillet mens jeg studerede filosofi: ”Hvad kan man bruge det til?”, som er, ”hvad er formålet med det”, i en anden udgave. Selvom spørgsmålet i sig selv kan være uskyldigt, hvis det stilles i den gode ånd, opfattede jeg ofte en undertone af arrogance og pessimisme. Måske er det bl.a. dem jeg har den indre kritikker fra?
Uanset: i livet må der være plads til at forfølge oplevelser og erfaringer med en iboende værdi, såsom at udforske ens kreativitet, eller i mit tilfælde at studere filosofi. Engagement og fordybelse er for mig at se meningsfuldt i sig selv. Det står i kontrast til den undertrykkende optimeringsfetichisme i samtiden, hvor man ofte gør noget fordi det er nyttigt for noget andet. Hvis formålet med vores handlinger, eller med vores liv i det hele taget, reduceres til et økonomisk regnestykke, så dør vores sjæl længe før vores krop.
”Hvorfor kan du ikke holde dig til én ting” antyder, at man er useriøs, hvis man engagerer sig i flere aktiviteter samtidig. Endvidere implicerer det, at det moralske er at hengive sig til én ting. Men det handler om tilgangen. Hvis man skriver eller synger eller maler fordi det er givende i sig selv, og at dét er nok, kan jeg ikke se et problem. Hvis man derimod gerne vil mestre både skrivning, maling og sang – bliver det udfordrende. Det handler om forventninger til sig selv.
Desuden mener jeg ikke, at der nogensinde kan være noget useriøst i at give næring til inspiration, legelyst og nysgerrighed. Uden disse var mennesket aldrig blevet menneske, og barnet aldrig blevet voksent.
Jeg håber, at mine korte refleksioner over den indre kritikker kan bidrage til en større indsigt i din egen indre dialog. Solen skinner i dag, og jeg glæder mig til at male min egen ”Blue Roofs”.
In my daydreams she moves silently. I think about those moments of pure joy and uncertainty. I think about what could have been.
I think about waking up seeing you smile your smile your eyes closed. A letter in my pocket brimming with hope and vulnerability. I think about what could have been.
I think about your laughter which could give birth to a thousand stars. To this day your kisses make me forget. A blue flame burns in my stomach. I think about what could have been.
///
U mojim sanjarijama ona se kreće tiho. Razmišljam o tim trenucima čistog radosti i nesigurnosti. Razmišljam o šta je moglo biti.
Razmišljam o buđenju gledajući te kako se smiješ tvoj osmijeh tvoje zatvorene oči. Pismo u mom džepu puno nadom i ranjivosti. Razmišljam o šta je moglo biti.
Razmišljam o tvom smijehu koji bi mogao roditi tisuće zvijezda. Do današnjeg dana tvoji poljupci me čine da zaboravim. Plavi plamen gori u mom stomaku. Razmišljam o šta je moglo biti.
Et menneske undfanges, bliver til, og kastes ind i verden. Jeg ved ikke, hvilken filosof jeg har det udtryk fra: at blive kastet ind i verden. Måske var det en franskmand, eller franskkvinde. Eller var det en tysker? Uanset ophavsmanden, eller kvinden, synes jeg, at udtrykket er meget fint beskrivende for menneskets første møde med verden; noget voldsomt, kaotisk, desorienterende, ja, måske endda traumatiserende, hvis Freud skulle bestemme.
Dog er det nok forkert at sige, at fødslen er menneskets “første” møde med verden, da dette “øjeblik” må nødvendigvis indtræde før man glider ud af mørket og ind i lyset. Fosteret, organismen, personen?, kan sanse omgivelserne længe før selve fødslen, og det er sansningen, der etablerer mødet med noget andet, med verden, selvom fosterets sansning er blind og ubevidst.
Kastetheden betegner dog et radikalt skift i organismens ydre omgivelser; man presses, hives, skubbes, sommetider skæres, ud, og oversvømmes med sanseindtryk. Efter fødslen udvider menneskets verden sig, på ingen tid, umådelig og uendelig kompleks, svanger med information, der kan be-tydes, forstås, inkorporeres. ‘Inkorporeres’ er meget præcist, idet information bogstavelig talt tager kropslig form – i form af neurale forbindelser i hjernen og resten af kroppen. Verden indenfor spejler verden udenfor.
Barnet indtræder i en natur- og social verden som det er magtesløst overfor. Det har endnu ingen “fri vilje”, der kan sætte sig igennem og er derfor overladt til kræfter, der former dets krop, hjerne og bevidsthed på måder som det ikke selv er herre over. Den person man “ender” med at blive, eller den hjerne, man “ender” med at bevæge sig rundt i verden med, er i begrænset omfang et produkt af ens egne skabende evner.
Det bevidste ‘Jeg’, og organismen som ‘Jeget’ henviser til, søger konstant ligevægt med verden. Det er en søgen, der primært foregår i mørket, under eller bagved bevidsthedens lys.
Organismen og verden, bevæger sig, op og ned, ind og ud, udenom indsigt og vilje. Kosmiske gasskyer formede massive ildkugler, som smedede tungere grundstoffer, som formede planeter, Jorden, liv og bevidsthed. Livet er et sprog bestående af få elementer; hvordan kommer grundlæggende elementer – såsom hydrogen og kulstof – sammen på så utænkelige og komplekse måder, hvorfra bevidsthed opstår, og jeg sidder her og skriver disse ord? Og hvor er livet på vej hen? Hvad med universet? Det bevæger sig væk fra sig selv, på en måde, men hvortil?
Bevidstheden aner ingen skid; tarmen er befolket med kolonier af mikroorganismer, der styres af temperatur, tryk, energiomsætninger, molekylers formålsløse motion; bakterier, archaea, svampe og vira; mikroskopiske forandringer, usanselige for Jeget, kan formå at sætte sig igennem, åbne lemmen ind til bevidstheden. Men det er Jeget ikke herre over. Et sted har jeg læst, at bevidstheden blot er en eftertanke. Er det sandt, eller blot noget, min bevidsthed bilder mig ind?
I hvert fald eksisterer drifter og behov, krav eller kald fra organismen, der kan udtrykke sig i mentale, flygtige billeder, og handlinger; en indre Vilje, stiger til vejrs fra en kosmisk dybde, som Jeget ikke selv har villet.
Jeg finder outputtet af denne bevidsthedsstrøm befriende. Tingene falder ud som de nu engang falder ud, og jeg er et kontinuerligt produkt af kræfter og virkninger, der er så komplekse og uforståelige, vilkår og begivenheder, der er så usandsynlige, at de overgår min begrænsede forstand og magt. Hvis jeg kan acceptere, at der er størrelser i verden, som er større end mig, så kan jeg slippe kvælertaget om livet, om end kun en smule. Lade livet være, lade tingene komme lidt mere til mig i stedet for, at jeg skal storme imod dem, desperat efter at vide og kontrollere. Men det er lettere sagt end gjort.
*
“Den menneskelige civilisation har udviklet vores evne til at fise. Vi dyrker ris og vi holder husdyr, vi bryder kul og pumper naturgas, vi rydder skove og oversvømmer tørre områder. Vi går alvorligt til vores opgave; vi tjener stjernernes svendestykke. Men vi gøre for meget ud af det.”
Hvilken målestok bruger du til at måle din værdi som menneske?
Er det din indkomst? Er det tøjet, du går i? Er det dit arbejde? Dit udseende? Antal venner eller følgere på sociale medier? Din uddannelse? De mennesker, du omgiver dig med? Din intelligens og viden? Din gruppeidentitet? Andres tanker om dig?
Er det måske, hvor mange mennesker du får til at smile i løbet af en dag? At du er der for en ven i nød? Måske din lillesøster, som du holder i hånden, når hun er hos tandlægen? Måske en fremmed, der sidder alene i sorg eller ensomhed på et venteværelse, som du nysgerrigt og nænsomt spørger ind til?
At du husker at vande dine planter? At du er ærlig? At du ikke tavst forbander kassedamen, taxachaufføren, eller dem, du er uenig med? At du bliver ved med at kæmpe, selvom ingen ser det, selvom vinteren synes lang og mørk? At du tilgiver? At dutør at elske?
Jeg vil vove at påstå, at nogle værdier er bedre end andre, fordi de vedrører noget dybere eller højere, fordi de har bolig i den menneskelige sjæl.
De andre værdier er ikke nødvendigvis ligegyldige, men de kan undertrykke dig, hvis du gør dem til afguder. Mådehold er derfor essentielt. Det er vigtigt at reflektere over, hvor det er du søger at finde dig selv; at du er bevidst om, hvilken målestok du bruger til at bestemme din værdi som menneske; hvorfor dén målestok, og hvorvidt den målestok egentlig er det værd.
Det er vigtigt, at du er god og skånsom overfor dig selv. Du skal vide, at du gør det godt. Jeg ved, at du gør dit bedste.
En fiktiv karakter sagde engang:
Medicine, law, business, engineering, these are noble pursuits and necessary to sustain life. But poetry, beauty, romance, love, these are what we stay alive for. To quote from Whitman, “O me! O life! … of the questions of these recurring; of the endless trains of the faithless … of cities filled with the foolish; what good amid these, O me, O life?” Answer. That you are here – that life exists, and identity; that the powerful play goes on and you may contribute a verse. That the powerful play *goes on* and you may contribute a verse. What will your verse be?
Most of those hostile to Experimental Psychology are in the habit of reproaching its methods with insignificance, and even with triviality. They regard it as an infatuation to pass life in measuring the exact average timerequired to press a button or in ascertaining the precise distance apart where two simultanous pinprickscannot anymore be distinguished from one another; they protest that such means can never shed any real light upon the human soul, unlock the eternal antinomy of the Free Will, or reveal the inward nature of Time and Space.
Charles Spearman, “General Intelligence”, objectively determined and measured.
1. Indledning
Intelligens er på mange måder et kontroversielt og omdiskuteret emne, både indenfor og udenfor forskningen. Mit indtryk er, at temaet ikke vækker særlig stor begejstring, når det bringes på banen under samtaler. Dette kan til dels skyldes, at intelligensforskningen i nogen grad er tabubelagt på grund af dens konnotationer til racisme og ulighed; det er ikke alt for lang tid siden i menneskets historie, at intelligensforskning og -tests blev misbrugt til at retfærdiggøre racisme og vold mod minoriteter i samfundet.
Galton oghans brogede bidrag Sir Francis Galton, fætter til Charles Darwin, var en betydningsfuld tænker fra 1800-tallet, bl.a. kendt for grundlæggelsen af differentialpsykologien og psykometrien. Differentialpsykologi undersøger forskellene mellem mennesker og grupper, mens psykometri beskæftiger sig med at kvantificere menneskelige mentale tilstande (f.eks. lykke) eller fakulteter, såsom netop intelligens.
Galton var i øvrigt en pioner indenfor forskningen af relationen mellem arv og miljø. På videnskabelig vis undersøgte han i hvilken udstrækning biologi og miljø indvirker på variabiliteten i menneskelige evner. Han mente, at mentale og fysiske egenskaber i høj grad konformerer sig til den samme nedarvningslogik. Han anså derfor en fakultet som intelligens for mere eller mindre at være biologisk determineret og uforanderlig. Dette er dog ikke underbygget af moderne videnskab, som har en mere kompleks og nuanceret forståelse af problemstillingen.
På trods af Galtons positive videnskabelig bidrag, var han desværre også forført af nogle ideer om mennesket og fremtiden, der var ganske anti-humanistiske. Han var nemlig hjernen bag eugenik:
“Galton forestillede sig bl.a., at man ved at arrangere ægteskaber mellem velbegavede mænd og velhavende kvinder kunne skabe en race af begavede mennesker og derved imødegå den fare for degeneration, som mange af 1800-tallets samfundsdebattører anså for at være et reelt problem. Termen eugenik udformede Galton i 1883.“
Francis Galton. Anerkendelse/denstoredanske.lex.dk
Tankerne om eugenik bidrog til ulige samfundsstrukturer og grusomme begivenheder i det 20. århundrede, hvilket er med til at forklare mistænkeliggørelsen af intelligensforskning.
Uundgåelig Men ikke desto mindre er intelligens et uomgængeligt fænomen, idet det er en af vores vigtigste evner og ressourcer. Intelligensforskning kan bl.a. gøre os klogere på beslutningsprocesser, problemløsning, læring, mentale sygdomme og lidelser, samt hvordan biologi og miljø indvirker på intelligens. Indsigterne fra forskningen kan bl.a. bruges indenfor undervisningssammenhænge og psykiatrien.
Med introduktionen af nye og imponerende kunstige intelligenser, såsom OpenAIs chatGPT1, er spørgsmålet om intelligens også blevet særdeles konfronterende for den enkelte og for samfundet. Nogle hævder, at kunstige intelligenser af chatGPTs kaliber rigtig nok er intelligente, mens andre påstår det modsatte. F.eks. har professor Roni Katzir, leder af laboratoriet for ‘Computational Linguistics’ på Tel Aviv Universitet, udtalt, at chatGPT slet ikke er tæt på at være intelligent.
Det rejser det grundlæggende spørgsmål om, hvad intelligens egentlig er for en størrelse? Findes der én form for intelligens, eller findes der flere? Hvordan måler man den/dem? Hvilken betydning har intelligens for sundhed og for livet generelt? Og i hvilken grad bidrager biologi og miljø hver især til ens intelligens?
1.1. Andreas på lyd
Som en ny ting har jeg interviewet Andreas, på 72 år, der har en særlig høj intelligens målt ud fra Mensas certificerede IQ-test. Jeg syntes, at det bl.a. kunne være interessant at høre om hans skoletid, og hvordan hans høje IQ påvirkede ham og hans skolegang. I år har der nemlig været en diskussion i medierne om, hvorvidt det er forsvarligt at etablere skoler for særligt intelligente børn.
Jeg går ikke ind i en diskussion om dette emne, men lader i stedet Andreas dele en smule ud af hans oplevelser fra hans skoletid. Jeg har valgt at medtage nogle få, korte lydklip undervejs der, hvor jeg synes, at det er relevant. Andreas taler ikke ud fra et fagligt perspektiv, men ud fra hans egne erfaringer og overvejelser.
2. Hvad er intelligens?
Indledende tanker Når jeg overvejer, hvad der karakteriserer den menneskelige intelligens, tænker jeg på evnen til at bearbejde, forstå og manipulere kompleks information, herunder symbolsk information, hvilket bl.a. involverer at kunne genkende mønstre i en strøm af data. Intelligens indebærer også evnen til at lære af erfaringer og anvende den tillærte viden hensigtsmæssigt fremover.
Ydermere er der et træk, som, i hvert fald indtil videre, adskiller og udmærker menneskelig intelligens i forhold til kunstig: vi kan løse opgaver på tværs af forskellige kognitive domæner eller kontekster. En lommeregner kan kun regne, hvorimod f.eks. en typisk 9-årigs intelligens kan udføre utroligt mange forskellige former for informationsbehandling og problemløsninger. Dog er en lommeregner exceptionel god til at regne, og slår alle mennesker i hurtighed. Det her illustrerer forskellen mellem ‘generel’ og ‘snæver’/’specifik’ intelligens.
I forhold til en person med en særlig høj intelligens, forestiller jeg mig, at denne vil kunne kastes ind i forskellige miljøer med forskellige kognitive krav, og relativt nemt og hurtigt kunne tilegne sig de nødvendige færdigheder, som kræves for at tilfredsstille kravene. Som anekdotisk bevis, har jeg venner, som jeg anser for at være højt intelligente, og som netop har formået at præstere dette. Høj intelligens forbinder jeg desuden bl.a. med adjektiverne hurtig, logisk, organiseret, og velartikuleret.
Hør i det første klip Andreas gøre sig nogle refleksioner over intelligens.
Vores intelligens tillader os at overleve og trives i mange forskellige miljøer, bruge værktøj og teknologier, forstå abstrakt information, og skabe komplekse kulturer; den tillader os at forstå, at vi er sådanne væsener, som kan forstå verden og os selv.
2.1. Generel intelligens
I 1904 postulerede psykologen Charles Spearman, at intelligens kan konceptualiseres som en generel evne, der har indflydelse på specifikke evner, såsom matematiske og verbale. I tests opdagede han, at personer, der klarede sig godt inden for ét kognitivt domæne, f.eks. matematik, havde en tendens til også at klare sig godt inden for andre domæner, f.eks. musik og sprog. Dette ledte ham til ideen om en bagvedliggende generel intelligens, kaldet ‘g’ eller ‘G-faktor’. Tanken er, at G-faktor ligger til grund for alle kognitive præstationer.
Charles Spearman. Anerkendelse/Eugène Pirou, Bibliothèque nationale de France: https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=21429621
En person med en høj generel intelligens vil altså forventes at klare sig godt i bl.a. sproglige, matematiske, musikalske, og rumlige-visuelle tests. Denne form for intelligens bruges ofte synonymt med IQ, som står for intelligenskvotient.
Psykologiske koncepter har den udfordring, at de ikke direkte kan observeres, hvilket kan gøre dem svære at definere og måle. Men det betyder ikke, at mentale fænomener ikke kan begribes sprogligt, eller, at de ikke findes; de findes blot i en anden forstand, end f.eks. atomer og molekyler. Tiden kan heller ikke direkte observeres, men de færreste ville dog benægte dens realitet.
G-faktor betragtes dog som et meget pålideligt og gyldigt koncept indenfor psykologien. Som Haworth et. al. skriver:
“Despite its contentious history, g is one of the most reliable, valid and stable behavioral traits, and it predicts important social outcomes such as educational and occupational levels far better than any othertrait.“
Flydende og krystalliseret intelligens I 1940’erne videreudviklede Raymond Cattell ideen om den generelle intelligens, og introducerede begreberne flydende og krystalliseret intelligens. Den første, ‘Gf’, indebærer evnen til at lære, evaluere og navigere i nye situationer, mens den sidste, ‘Gc’, refererer til erfaringer og akkumuleret viden. Begge generelle intelligenser bruges, når en opgave skal løses.
Cattells videreudvikling er ikke i modstrid med G-faktoren, men kan forstås som en nuancering. Uanset hvad, så mener flere forskere, at den generelle intelligens indebærer evnen til at ræsonnere, planlægge, løse problemer, tænke abstrakt, forstå komplekse ideer, og lære hurtigt samt lære af erfaringer.
2.2. Flere intelligenser?
Nogle psykologer hævder, at der findes forskellige former for intelligens. Den nok meste kendte proponent for denne tanke er psykologen Howard Gardner, som vurderer, at der ikke kun findes én overordnet generel intelligens, men i stedet otte, potentielt ni, intelligensformer: verbal-sproglig, logisk-matematisk, rumlig-visuel, musikalsk, kropslig-kinæstetisk, interpersonel, intrapersonel, naturalistisk, og slutteligt, eksistentiel intelligens.
Howard Gardner. Anerkendelse: Master Strategist/https://rb.gy/co8tdl
Begrænset empiri Gardners MI-teori (Multiple Intelligences Theory) er meget anerkendt og udbredt indenfor undervisningssammenhænge. Dette kan skyldes, at den er mere inkluderende end den klassiske teori om en generel intelligens. Men det er sund fornuft og god praksis, at enhver teori, der implementeres og anvendes, bør være underbygget af solid empiri. Og her opstår problemet, da der er begrænset evidens til at legitimere eksistensen og brugen af MI-teorien.
Flere forskere har den overbevisning, at Gardners stipulerede intelligensformer i højere grad henviser til talenter eller særlige egenskaber, fremfor deciderede intelligenser. Ud fra psykometriske tests er der enten ringe eller ingen beviser for eksistensen af forskelligartede intelligenser. Selv Gardner har konstateret, at evidens for MI-teorien er mangelfuld.
Refleksioner Min erfaring er, at når emnet om intelligens en sjælden gang bringes på banen, så er folk ofte hurtige til at vifte ideen om en singulær intelligens væk, men er modtagelige overfor tanken om multiple intelligenser. Måske fordi, at det sidstnævnte koncept fremstår mere rummelig og inkluderende.
Jeg er meget sympatisk over for de følelser og tanker, som motiverer favoriseringen af MI-teorien, men i sidste instans mener jeg, at vi må forholde os til den tilgængelige evidens. Det betyder ikke, at MI-teorien fuldstændig kan afskrives, eller, at den ikke kan have værdi indenfor undervisningskontekster, men indtil videre er der i hvert fald ikke belæg for dens gyldighed.
Man kunne kritisere de nuværende eksperimentelle standarder for at være rigide eller for snævre, men de er nu engang de bedste kriterier, der aktuelt findes. Desuden mener jeg, at hypoteser skal undergå rigid testning samt, at det skal være svært at få et psykologisk koncept valideret. Det er for at undgå, at det videnskabelige felt bliver oversvømmet med pseudo-videnskabelige ideer, som psykologien i forvejen til dels lider af.
2.3. Testning af intelligens
G-faktor eller generel intelligens2 måles ved hjælp af certificerede IQ-tests. De fleste har nok hørt om Mensa-testen, der tilbydes af Mensa Danmark3. IQ-tests betragtes generelt som pålidelige og valide. Pålidelig betyder, at man mere eller mindre får det samme resultat, når man tager testen flere gange. Validitet indebærer, at testen faktisk måler intelligens, og ikke noget andet, såsom kreativitet eller personlighedstræk.
Men hvordan er en IQ-test konstrueret? IQ-skalaen er sat til at have et gennemsnit på 100 point. Det er gjort for at standardisere målingen af IQ. Når man foretager en test, sammenlignes ens resultat med andres, og man får en placering på skalaen. Denne er inddelt i ‘deviations’ eller ‘afvigelser’ fra gennemsnittet. En standard afvigelse er 15± fra gennemsnittet. To standard afvigelser er 30± fra gennemsnittet. Over to standard afvigelser betyder større afvigelser fra normen.
I det næste lydklip deler Andreas nogle tanker, som overlapper med Gardners ideer. Han rejser også en kritik af IQ-testningen. Lyt med.
4. Intelligensens betydning
Selvom intelligens sjældent er det hotteste emne at tale om blandt ikke-forskere, så er den en uhyre vigtig ressource i tilværelsen, og måske specielt i vores meget kognitivt krævende vestlige videnssamfund.
I 1920’erne satte psykologen Lewis Terman sig for at måle særligt intelligent børn på tværs af tid – en længdesnitundersøgelse – for at se, hvordan de klarede sig i livet. Testgruppen bestod af 1500 børn mellem 8-12 år med en gennemsnitlig IQ på 150. Testpersonerne blev fulgt i lang tid, og det viste sig, at de, sammenlignet med en gruppe med normal begavelse, var mere akademisk succesfulde, sundere, højere, stærkere, og mindre tilbøjelig til at komme ud for uheld. Dette indikerer, at høj intelligens sammenfalder med mange positive udfald i livet.
Det skal dog påpeges, at undersøgelsen er temmelig gammel, hvorfor den potentielt mangler ‘temporal validitet’, dvs. er ugyldig i forhold til nutidens forskningsstandarder. Derfor er der også rejst kritik af studiet, herunder, at Terman ikke tog højde for hverken personlighedstræk eller socioøkonomiske faktorers betydning for succes i livet.
For at undersøge andre faktorers betydning foretog Melita Oden, en psykolog, der fortsatte Termans studie efter hans død, en sammenligning af de 100 mest succesfulde (gruppe A) med de 100 mindst succesfulde (gruppe C) i studiet. Her viste det sig, at selvom begge grupper mere eller mindre havde identiske IQ’er, så tjente dem i gruppe C i gennemsnit væsentlig mindre, og de havde større rater af alkoholisme og skilsmisse. Oden tilskriver variansen i stor grad til personlighedstræk; personerne i gruppe A besad viljestyrke, udholdenhed, ambitioner, og eftertænksomhed.
Odens undersøgelse indikerer, at IQ ikke kan stå alene, når det kommer til succes i livet målt på flere parametre. Men på trods af Odens og andres lignende vigtige indsigter, så er der indenfor intelligensforskningen en bred konsensus om, at IQ i høj grad forudsiger succes indenfor mange forskellige kontekster – også når man kontrollerer for visse socioøkonomiske variabler.
I Zetlands artikel, Ét tal har enorm betydning for, hvordan du klarer dig i livet. Og det er ikke din skostørrelse, nævnes der flere korrelationer mellem IQ og positive udfald. F.eks. har et dansk studie demonstreret en sammenhæng mellem intelligens i tidlig voksenalder og livskvalitet senere i tilværelsen. Forskningen viser også, at mennesker med lav intelligens i gennemsnit lever kortere sammenlignet med højt intelligente mennesker, samt at sidstnævnte gruppe har en højere livstidsindkomst. Dette resultat kom Terman også frem til.
Den stærkeste statistiske sammenhæng er mellem IQ og uddannelse. Som Jakob Silas Lund skriver, er associationen mellem de to variabler så tydelig, at “når man måler for intelligens i barndommen, vil resultatet kunne give en exceptionelt god indikation af, hvordan barnet vil klare sig hele vejen igennem uddannelsessystemet.”
Det bør igen understreges, at intelligens ikke alene spiller en rolle for forskellige positive udfald i livet. Personlighedstræk, sociale og politiske strukturer, personlige relationer, social, kulturel og økonomisk kapital, familie, held – er alle en del af ligningen. Ens succes kan ikke reduceres til intelligens. Men, og der er et ‘men’. Alt andet lige, så er ens intelligens af stor betydning for, hvordan man klarer sig i tilværelsen, som ovenstående fund netop demonstrerer.
4.1. Begavede børn i skolen
Den rette kontekst er vigtig for, at et menneske kan realisere sit fulde potentiale – også når det gælder begavede mennesker. Flere forældre til intelligente børn meddeler, at der ikke er nok faglige udfordringer i den almindelige folkeskole, hvorfor deres børn kan kede sig og føle sig frustrerede. Jeg tænker, at manglende passende stimulering kan føre til underudvikling af ens potentiale. TV2 har i den forbindelse skrevet en artikel om en gruppe forældre fra Aarhus, der har taget sagen i egen hånd.
Hør i det næste lydklip Andreas fortælle om hans oplevelser som begavet barn i folkeskolen.
5. Gener eller miljø?
Er intelligens bestemt af biologi eller miljø? Tidligere troede man, at egenskabers udtryk eller manifestering enten skyldtes det ene eller det andet. Som nævnt i indledningen, troede Galton, at intelligens og andre egenskaber er primært biologisk determinerede.
Men videnskaben har for længst bevæget sig væk fra en simpel dikotomi mellem arv og miljø. I dag ved vi, at gener og miljø kontinuerligt interagerer med hinanden, og at begge domæner spiller en rolle i produktionen af adfærdstræk. Derfor er det også vanskeligt præcist at afgøre, i hvilket omfang, hver af dem bidrager til variabiliteten i intelligens.
Det er vigtigt at påpege, at den genetiske arvelighed af psykologiske egenskaber er et resultat af mange gener, der hver især har relativt små effekter. Dette er én ‘lov’4 ud af tre indenfor komplekse egenskabers genetik samt feltet adfærdsgenetik. “A complex property such as intelligence, for example, involves a network of more than 1,000 genes, interacting with the environment.“ Dette tal bliver endnu mere fascinerende, når man tænker på, at det menneskelige genom indeholder omtrent 20,000 gener.
5.1. Tvillingestudier
En hyppigt anvendt metode til at vurdere, hvor meget gener og miljø influerer på intelligens, er tvillingestudier. Der er flere tilgange, men den mest dominerende – i hvert fald hidtil – er at tage enæggede tvillinger og sammenligne dem med tveæggede. Antagelsen er5, at begge sæt tvillinger eksponeres – i høj udstrækning – for fælles miljøer. Mens monozygotiske tvillinger (enæggede) har 100 procent af de samme gener tilfælles, har dizygotiske tvillinger (tveæggede) 50 procent.
Ideen er så, at man måler på et træk eller egenskab, såsom intelligens, ved at sammenligne det ene tvillingepar med det andet. Hvis der er større lighed i intelligens hos sæt af identiske tvillingepar (deler 100% af arvemassen og 100% miljø) sammenlignet med sæt af tveæggede par (50% arvemasse og 100% miljø), antager man, at den større lighed skyldes gener fremfor miljø. Det er på en måde et naturligt forekommende eksperiment, hvor miljøet er ‘konstant’, mens arvemassen er ‘variabel’.
På baggrund af denne fremgang og en række studier har forskere estimeret arveligheden alt mellem 40-80%. Metastudier placerer arveligheden i gennemsnit omkring 50%. Tilsammen indikerer fundene, at i hvert fald omkring halvdelen af intelligensen kan forklares ud fra biologi, hvilket efterlader en stor portion til miljøet, og jo underminerer Galtons deterministiske fantasier.
Arveligheden stiger med alderen I et stort studie fra 2010 med 11,000 tvillingepar fra fire forskellige lande, kom man endvidere frem til, at arveligheden af den generelle intelligens stiger med alderen. Det estimeres, at 41% af G-faktoren kan tilskrives gener i alderen 9, 55% i alderen 12, og 66% i alderen 17.
Det kan umiddelbart virke pudsigt, at arveligheden synes at vokse med alderen, dvs., at intelligensen i stigende grad afspejler genernes effekt fremfor miljøets påvirkning. Som Plomin og Deary skriver, “the same genes largely affect intelligence across the life course and yet genes account for more variance as time goes by.” En forklaringsmodel, som stemmer godt overens med denne observation, kaldes ‘genetic amplification’. Her er den forklaret af Haworth et. al.:
“We suggest that the answer lies with genotype–environment correlation: as children grow up, they increasingly select, modify and even create their own experiences in part based on their genetic propensities.“
Med andre ord bliver arveligheden af intelligens med alderen mere tydelig, fordi individet udvælger og former et miljø, der afspejler dets genetiske tilbøjeligheder.
Hvordan og i hvilket omfang biologi og miljø påvirker intelligensen er komplekst, men langsomt er forskere ved at afdække dette biopsykologiske terræn. Nyere bioteknologiske teknologier, såsom ‘Genome-wide Complex Trait Analysis (GCTA)’ , kan supplere de klassiske tvillingestudier, og producere mere fintmaskede analyser af sammenhængen mellem genetik og intelligens. Hvordan det sociale miljø påvirker intelligens er også et helt komplekst emne i sig selv.
Du skal være velkommen til at diskutere eller stille spørgsmål i kommentarfeltet. Vil meget gerne høre om eventuelle personlige erfaringer, dine overvejelser omkring emnet og/eller kritiske kommentarer.
Står for ‘Chat Generative Pre-trained Transformer’. [Urrutia D. What is ChatGPT | Definition, functionalities and limitations [Internet]. Arimetrics. 2023. Available from: https://www.arimetrics.com/en/digitalglossary/chatgpt]. ↩︎
Når jeg fremover nævner intelligens referer jeg til den generelle intelligens. ↩︎
“Mensa er en international forening, stiftet i England i 1946, med det formål at give intelligente mennesker fra alle samfundslag mulighed for at mødes under afslappede former.” [Om Mensa | Mensa Danmark [Internet]. Available from: https://mensa.dk/om-mensa/hvad-er-mensa]. ↩︎
Indenfor videnskaben om komplekse egenskabers genetik er der tre ‘love’: 1) Alle adfærdstræk udviser betydningsfuld genetisk arvelighed. 2) Ingen træk er 100% biologisk bestemt. 3) Arvelighed er et produkt af mange gener med hver især små effekter eller roller. [Plomin, R., & Deary, I. J. (2014). Genetics and intelligence differences: five special findings. Molecular Psychiatry, 20(1), 98–108. https://doi.org/10.1038/mp.2014.105]. ↩︎
Antagelsen, at begge sæt tvillinger eksponeres for det samme miljø anfægtes af nogle forskere. [Evans G. What do twin studies really say about identity and genetics? | Aeon Essays [Internet]. Aeon. 2023. Available from: https://aeon.co/essays/what-do-twin-studies-really-say-about-identity-and-genetics]. ↩︎
Only put off until tomorrow what you are willing to die having left undone.
Pablo Picasso
1. Et par tanker om prokrastinering
Engang delte jeg lejlighed med en pige, der havde store udfordringer med at sætte sig ned og skrive hendes universitetsopgaver. Det mest ekstreme eksempel var hendes kandidatspeciale som hun udskød og udskød, lige indtil dagen før deadline. Det endte med, at hun sad hele natten og tastede løs, bundet til hendes værelse. Jeg kender ikke til udfaldet af opgaven, men tvivler på, at det var en succes.
Bevares, dengang var jeg ikke selv meget bedre. Til et af mine essays endte jeg med at skrive diskussionsafsnittet en halv time før deadline – og dengang skulle man aflevere fysisk1. En af mine gode venner sad ved siden af og var ved at få et hjerteanfald, fordi han selv var vant til at aflevere i god tid. Jeg var naturligvis også meget stresset, men nåede dog lige at aflevere inden tidsfristen.
1.1. Behovet for et positivt selvbillede
Men hvorfor pine sig selv på den måde? Hvad forklarer, at mange af os er så gode til at overspringshandle – prokrastinere – og udskyde opgaver?
Jeg tror, at det ofte er frygt, der holder os tilbage. En angst2 for, at vi ikke kan løse opgaven, og at vi derfor vil blive konfronteret med en ubehagelig følelse af utilstrækkelighed. I øjeblikket er det derfor lettere at forblive i en passiv tilstand, hvor vi kan bibeholde et uforstyrret og positivt selvbillede. En tilstand, hvor vi ikke udfordres, men derfor heller ikke vokser.
Det er dog ikke altid frygt, der bremser os. Nogle gange er vi simpelthen bare ‘cognitive misers’ – vi vil helst undgå at tænke, fordi kræver en del energi. Alternativt bærer opgaven måske ikke tilstrækkelig iboende værdi, hvorfor motivationen ligger i pligt snarere end i lyst. Det kan også være en kombination af grunde.
1.2. Undskyldninger
Det er ikke altid nødvendigvis tydeligt, hvad der afholder en fra at påbegynde en opgave. Men uanset årsagen er vi mennesker mestre til at finde på undskyldninger – rationaliseringer – vi kan bruge til at afvæbne vores fjendtlige samvittighed. Her er nogle eksempler:
“Der er god tid, så jeg behøver ikke at gøre det lige nu.”
“Jeg kan ikke begynde med at træne, før jeg starter i fitnesscenter.”
“Jeg har ikke nok tid til at skrive, male, spille musik, træne, (indsæt selv).”
“Jeg føler mig træt nu, jeg gør det i morgen.”
Hvis du er tilstrækkeligt opmærksom, vil du bemærke, hvor prompte dit sind producerer undskyldninger, ofte overdrevne eller ulogiske, så du kan forblive i passiviteten. De førnævnte rationaliseringer kan dog være mere eller mindre gyldige afhængigt af konteksten. Det vigtige er at blive opmærksom på dem, og dernæst forsøge at være ærlig overfor sig selv. “Er jeg virkelig så træt, at jeg absolut ikke kan lave noget som helst, eller er jeg lige pludselig blevet træt, fordi opgaven intimiderer mig og er overvældende?”
Det, som hjælper mig med at springe over den høje mur af undskyldninger, er at forstå, at når min psyke forsøger at retfærdiggøre min passivitet, er det et selvbeskyttende instinkt. Denne indsigt gør, at jeg lettere kan gennemskue undskyldningerne og vælge at overhøre dem.
2. Strategier
Her er fire strategier for at komme i gang med en opgave, et projekt eller aktivitet. Jeg har selv brugt dem i forbindelse med designet af denne hjemmeside samt skrivningen af artiklerne.
Strategierne baserer sig på mine egne erfaringer, og har ikke nødvendigvis den samme gavnlige effekt for dig. Men jeg vil bestemt foreslå, at du giver dem en chance og ser, hvad der sker. Om ikke andet kan det inspirere dig til at tænke i nye og kreative baner. De kan bruges både til at starte en opgave og til at fastholde fokus undervejs.
2.1. Tænk langsigtet
Forleden dag hørte jeg noget, som efterlod et indtryk. Sadhguru, en indisk guru, var gæst i et norsk talkshow; han sagde, at ethvert menneske lige inden sengetid bør betragte deres seng som et dødsleje. Forestille sig, at det hele er forbi om få minutter. Hvis du stod overfor døden, ville de sidste 24 timer så afspejle det liv, du ønskede at leve? Har du brugt tiden meningsfuldt, eller spildt den på ligegyldige foretagender?
Anerkendelse: Amine M’siouri/Pexels
Når vi lader os distrahere af ting, som afleder os fra vigtige gøremål og personlige projekter, så fornægter vi eksistensen af selvet i fremtiden. Overvej, hvilken handling, der her og nu vil tjene dig bedst på længere sigt. Visualiser eventuelt dit fremtidige jeg, og hvordan denne udgave af dig vil have det, hvis du fortsætter med at undgå og undvige. Når jeg sætter tingene i perspektiv på den måde, er det lettere at tilvælge det, som virkelig betyder noget for mig. Vurder, om du egentlig har tid og råd til de mange overspringshandlinger.
2.2. Start småt
Aftal med dig selv, hvor lang tid du vil bruge på en given aktivitet, som kræver din udelte opmærksomhed. Hvis du slet ikke kan starte eller har svært ved at fastholde fokus i længere tid af gangen, så start småt. Det kan være 25 minutter eller endnu mindre for den sags skyld. Det vigtigste er, at du kommer i gang. 25 minutters arbejde vil til enhver tid slå 0 minutter.
Hvis du skal arbejde i længere tid med et projekt, kan du arbejde i intervaller, f.eks. 45 minutter af gangen. Derefter kan du holde en kort pause i nogle minutter, men undlad at tage telefonen frem eller surfe på nettet. Giv din hjerne ro ved at tage en kort gåtur eller bare lukke øjnene og slappe af. Dette hjælper med at genopfriske opmærksomheden.
2.3. Succeskriterie
Det her er et mine yndlingsstrategier, og kan overlappe med sidstnævnte råd. Inden jeg går i gang med en opgave, overvejer jeg, hvad succesparameteret skal være, så jeg har et klart mål at sigte efter. Dette trick, om man vil, er særligt effektivt på de dage, hvor hovedet er tungt og man helst bare vil opsluges af Netflix. Hvis jeg er træt og umotiveret for at skrive, så sætter jeg barren for succes lavt. Målet bliver at skrive blot 30 minutter eller en time den pågældende dag, og så stoppe: hvis jeg efter den afsatte tid har lyst til at fortsætte, fint, men så er det bare en bonus.
Sådan et mål er mere overskueligt for mig i modsætning til, hvis parameteret var at skrive en hel side, eller ‘bare skrive’. Muligvis producerer jeg ikke super meget tekst, men i det mindste har jeg været i gang. Og jo mere jeg er i gang, jo mere forstærkes den ønskede adfærd.
2.4. Skab friktion
For mange af os udgør telefonen et stort problem, når vi skal arbejde og koncentrere os. Sæt den derfor på flytilstand eller sluk den, og pak den langt væk. I en skuffe i et andet rum. Lås skuffen. Gem nøglen i din bil eller naboens/kollegaens bil. Parker bilen langt væk. Gå hjem. Gem bilnøglen. You get the point. Du skal skabe friktion, dvs., at du skal gøre det vanskeligt at bruge telefonen, fordi det kræver, at du skal bruge ekstra energi og tid på at få fat i den. Dette minimerer sandsynligheden for tankeløs og impulsiv forbrug.
Du skal være velkommen til at diskutere eller stille spørgsmål i kommentarfeltet. Vil meget gerne høre om eventuelle personlige erfaringer, dine overvejelser omkring emnet og/eller kritiske kommentarer.
