Da jeg åbnede døren ind til forsædet blev jeg ramt af en duft, som øjeblikkeligt bragte mig til Bosnien om sommeren. En duft, der udløste en strøm af barndomsminder; en følelse af noget bekendt og trygt, som en forælders favn.
“Kolica mala, ali teška“, sagde taxachaffuøren efter, at han havde anbragt den sammenklappelige kørestol ind i bagagerummet, og sat sig til rette på førersædet. “Ja, en lille, men tung kørestol“, gentog jeg på bosnisk, lettere overrasket. På trods af duften af barndomslandet havde jeg ikke forventet bosnisk, i hvert fald ikke som det første. “Hvor er du fra?”, spurgte jeg ham. “Kosovo – og du er fra Bosnien?” “Ja“. Han kunne se mit efternavn på taxabestillingen.
Den hvide taxavogn trillede langsomt væk fra genoptræningscenteret og mod et lyskryds. Han spurgte ind til genoptræningen, og jeg svarede, en smule bedrøvet, at det gik godt, men langsomt. Vi holdt for rødt. Han vendte sig mod mig og sagde med ro og overbevisning, “inshallah, det bliver godt igen, inshallah.” Ordene ramte en streng dybt inde i mig. Jeg følte mig lettere. Jeg er ikke selv troende, og har gennem min opvækst afvist alt, hvad der havde med religion og islam at gøre. Men denne fremmede mand, som på en måde også var familiær, gjorde indtryk på mig med hans varme og religiøsitet. Det føltes som om, at ordet “inshallah”, der betyder “hvis Gud vil det”, havde en helende kraft.
“Husk at tænke, at nogen altid har det værre end dig“, fortsatte han. “Hvis du én dag ikke spiser, så er der en anden, som ikke spiser i to dage. Glem ikke, at det altid kunne være værre, al hamdulillah, det bliver godt igen.” Den ældre mands ord var beroligende, opløftende, de vakte håb.
“Jeg kender en kvinde, der fik konstateret kræft med en dårlig prognose. Det er nu 25 år siden, at hun fik diagnosen. Hun fortalte mig, at hun ikke havde villet overgive sig til sygdommen, fordi hun skulle nå at se hendes børnebørn vokse op. Inshallah, du skal tro på, at det bliver bedre.” Mine øjne løb langsomt i vand. Jeg følte en ubetinget kærlighed omsvøbe mig, som et varmt tæppe, og at jeg var del af noget større. Solens stråler varmede mit ansigt gennem forruden.
*
Leave a Reply