Category: Personal stories and Poetry

Solen skinner i dag. Jeg står bøjet ind over køkkendisken og presser citrondråber ned i den varme te; citronkerner glider ud og synker til bunds i koppen; syrlige dråber rammer teens dampende overflade og hvirvler rundt i den mørke væske. Jeg kigger ud ad vinduet ned mod baghaven med de misvedligeholdte cykelskure, det frodige grønne græs, og plante- og blomsterbedene. Haven er indrammet af lejlighedsblokke med gule mursten. En ung mand i et brunt tweed jakkesæt trækker med lette skridt en cykel på grusstien, der snor sig gennem haven som en slange. Solsorte på ormejagt, springer lystigt rundt på græsset. Jeg føres tilbage til sommeren, hvor jeg startede på filosofistudiet… *

*De smilende nye ansigter, som snart vil blive velkendte; ihærdigheden, hvormed vi præsenterer os selv, høfligheden og munterheden; forventningerne; lad os alle drikke af det samme glas, spise med den samme gaffel, ryge af den samme smøg; duften af nyslået græs i universitetsparken, grønt og gult græs, duften af sommer, af frihed; duften af tobak og smagen af kold øl; latter, musik og klirrende rødvinsglas på Bellevue Strand i Aarhus, verden snurrer rundt og rundt, vi danser som nyfødte; vi leger i vandet som uhæmmede børn, som om vi aldrig har været i vandet før, eller som om vi et eller andet sted i bevidstheden begynder at erkende, at legen en dag vil ophøre; sanseindtrykkene er skarpe, blændende og berusende; Der er stadigvæk noget evigt over tiden, den er stadigvæk primært noget abstrakt og fjernt. En episk stemning af begyndelse og muligheder blæser i vinden denne sommer; af at noget større end mig selv hviler over fremtiden, noget stort, uhåndgribeligt og uforudsigeligt, som selve livets begyndelse.

Bellevue Strand

The sun is shining today. I’m leaning over the kitchen counter, squeezing drops of lemon into the hot tea; lemon seeds slip out and sink to the bottom of the cup; the sour drops hit the steaming surface of the tea and swirl around in the dark liquid. I look out the window toward the backyard with its neglected bike sheds, the lush green grass, and the plant and flower beds. The garden is framed by apartment blocks with yellow brick walls. A young man in a brown tweed suit walks lightly along the gravel path, pulling a bike behind him, the path winding through the garden like a snake. Blackbirds, hunting for worms, hop happily around the grass. I am transported back to the summer when I started studying philosophy…

The smiling new faces that will soon become familiar; the eagerness with which we introduce ourselves, the politeness and cheerfulness; the expectations; let us all drink from the same glass, eat with the same fork, smoke the same cigarette; the scent of freshly cut grass in the university park, green and yellow grass, the smell of summer, of freedom; the scent of tobacco and the taste of cold beer; laughter, music, and the clinking of wine glasses at Bellevue Beach in Aarhus, the world spinning round and round, we dance like newborns; we play in the water like uninhibited children, as if we’ve never been in the water before, or as if, somewhere in our consciousness, we are beginning to realize that one day the play will stop; the sensory impressions are sharp, dazzling, and intoxicating; there is still something eternal about time, it remains primarily something abstract and distant. An epic sense of beginning and possibility is in the air this summer; of something greater than myself resting over the future, something grand, intangible, and unpredictable, like the very beginning of life.

Det land, jeg kommer til verden i, rives midt over, synker til bunden af civilisationen. Underben sprænges af, underliv forslåes og mærkes for altid. Soldater skyder ubevæbnede civile i ryggen mens de ryger cigaretter og griner. Livløse kroppe smides i udgravede huller som sild i en tønde. Råb og skrig mod den tavse himmel, genlyd i bjergene, tarmene vrider og vender sig i en. Titos mantra om broderskab og forening rådner op i Beograd sammen med hans jordiske rester.

Motorens brummen i den blå bus er hypnotiserende. Folk hvisker, tysser, snøfter i mørket. Luften i bussen er tung med larmende tanker. Mine forældre tørrer tårer væk, mor bider negle, storesøster sover med munden vidt åben. Fra Zagreb, op gennem Østrig og Tyskland, snedækkede bjergtinder, tunneller, der ormer sig igennem alperne, den uendelige Autobahn. Modtagercenteret har tremmer for vinduerne. Folk nægter at forlade bussen, forældre knuger deres børn til sig. Med store, akavede armbevægelser, forsikrer en tolk, at det ikke er et fængsel.

*

Lysegrå, sterile barakker, bosniakker, kroatere og serbere. Min familie klemmes ind på 10m2. Fælleskøkken med to komfurer fører undertiden til gnidninger og forbandelser; krig finder altid ly i bevidstheden. Fars orange Golf 1 ridses i bildøren. Jeg lærer at cykle på græs, så smerten er mindre, når jeg vælter. En mand med smilende øjne og anderledes påklædning siger nogle underlige lyde. Mine forældre kigger usikkert på hinanden, tunge øjenlåg; jeg roterer Batman-figurens led og lemmer, rokker frem og tilbage på stolen.

Asylcenteret har intet hegn eller mur, ligger ud til en landevej. Jeg nærmer mig centerets grænse og stopper op; hjertet tordner i min brystkasse, mundvandet tørrer ind. Skråt overfor på den anden side af vejen ligger et gammelt, gult murstenshus. Fyrretræer, ranke som soldater, omkranser huset, og løber langs landevejen. Den tavse, mystiske bygning pirrer mit barnesind; hvem gemmer sig inde i huset? Hvordan ser de ud? Hvordan lyder de? Om natten flyder min fantasi udover dens bredder.

*

I 1. klasse ved jeg ikke, hvor jeg bor. Hver morgen hører dansklæreren Mette, med det mælkehvide, kraftige hår, os i basale personlige fakta. På vej op til katederet skælver jeg. ”Adresse?”, spørger hun, spids blyant i hånden, et utålmodigt, men forhåbningsfuldt blik. ”Jeg ved det ikke”, siger jeg så lavmælt, at jeg næsten ikke selv kan høre det; jeg skal kaste op.

*

Det er en mørk december morgen, svagt oplyst af gadelamper. I den store, varme aula står jeg iblandt en tæt forsamling af folkeskoleelever. Mit hoved let foroverbøjet, hænderne sammenfoldet. Fader vor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje, som i himlen således også på jorden. Ordene runger i hele skolen, svært at skelne dem fra hinanden, jeg tier. Giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Granitfliserne gynger under mig, blodet forlader mit ansigt. En genkendelig stemmer breder sig inde i mig som et ekko: ”Du behøver ikke at bede fadervor.” Og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen.

*

Du beretter om din barndom i din og min fødeby, Gradiška. Hvordan du som barn fra den mørkegrønne grænsebro tøvende sprang ned i den kolde og stille Sava-flod. Hvordan dig og dine kammerater drak jer sanseløst beruset på barer og caféer. Hvordan du plukkede hårde, umodne æbler og pærer fra naboens have, og sprintede afsted med dem i favnen, som var de diamanter. Du henviser til steder, mennesker, og begivenheder som jeg ikke kender, og min fødeby er ikke meget andet end en abstraktion. Et postkort og et opkald fra et fjernt sted, et sted, der mest af alt eksisterer i en drøm.

*

I frikvartererne refererer I til salmebogen, Matador, juleminder, konfirmation; jeg kigger ud i luften mens I griner sammen. Nogle bosniere hilser med marhaba (hej på arabisk), men det føles fremmed for mig. Mit bosniske sprog underudvikles, selvbevidstheden ligger sig som en tynd, rødlig hinde på mit ansigt. Under bayram (bosnisk fest) giver mine tanter og onkler mig hånden og siger, ”bajram serif mubarek olsun”, jeg kigger ned i gulvet og siger ”tak, og i lige måde.”

”Gud er død” detonerer jeg og sender chokbølger gennem rummet. Hvad mon de reelt tænker og føler? Vi kører til Bosnien, kolonner af røde og hvide lys på autobahnen, slår revner i den tætte mørke, uhyggelige rastepladser med sovende lastbiler. På vej mod Bosnien, et land, som jeg ikke bor i, men som lever en skyggeeksistens inde i mig; et grænseløst land og befolkning. Vi krydser grænsebroen og mødes med fjendtlighed af grænsevagterne. Naboer besøger os, slukker tørsten i rakija, bruger ord jeg ikke forstår; kalder mig for pravi danac (rigtig dansker). Jeg ved ikke, hvad ’rigtig dansker’ betyder, men jeg føler mig fornærmet. Indignationen afløses af skammen.

*

Nu har jeg to gange oplevet, at et tilfældigt menneske gennem et tilfældigt møde, har bedt en bøn for mig. Første gang var det en tidligere præst som jeg mødte via en samkørsel fra Hjørring til Aarhus. På vejen havde vi en lang samtale om filosofi, eksistentialisme og religion. Vi talte også om min sygemelding, mine fysiske udfordringer og det mentale mareridt, jeg dengang befandt mig i. Da vi ankom foran mit hjem, spurgte han, om han måtte bede for mig. Ingen havde nogensinde spurgt mig om det før, så jeg blev en smule overrasket, men også nysgerrig. Jeg takkede ydmygt ja, og han begyndte at bede en bøn, som varede godt og vel et minut. Under bønnen blev jeg følelsesmæssigt overvældet af ordene, oprigtigheden og omsorgen. Bønnen havde en stærk positiv psykologisk effekt; jeg blev rørt til tårer, og håbet, som jeg kæmpede med dagligt, voksede inden i mig.

Anden gang var det en GLS chauffør – af alle mennesker – der kom ind i min lejlighed for at aflevere en større pakke. Han fik øje på mine hjælpemiddler og spurgte, med et mildt ansigtsudtryk, hvordan det gik med mig og min genoptræning. Dernæst spurgte han forsigtigt, om han måtte bede for mig. Jeg fik en indskydelse til at spørge, hvilken religion han tilhørte, men tænkte hurtigt, at det var fuldstændig ligegyldigt. Han placerede sin hånd på min akillessene og bad en kort bøn. På vej ud af døren sagde han, “må Gud velsigne dig.”

Jeg er ikke selv troende, men disse oplevelser med bøn har ikke af den grund været forgæves eller meningsløse, tværtimod. Jeg blev begge gange meget bevæget over den kærlighedsgestus, det er at bede for et fremmede menneske; at drage omsorg for en anden uden tanke på sig selv. Kærlighedsakten ligger også i det faktum, at disse to personer gjorde sig selv sårbare ved at spørge om lov til at bede, hvorved de risikerede afvisning og latterliggørelse; og i denne sårbarhed vover de et lille tillidsspring, en prøvelse af et andet menneskes evne til at modtage kærlighed, til at være fordomsfri, og til at være åben overfor noget man ikke helt forstår. Der opstår derfor et gensidigt krav om tillid og mod. Sårbarheden er også gensidig, idet det for mig er en smule grænseoverskridende, at nogen beder for mig, da bønnen vedrører noget meget personligt; at en fremmed lægger en hånd på min krop, og dét tilmed en skrøbelig del, eksponerer mig også. Men det er dér, at min tillid til andre mennesker bliver testet.

I skrivende stund kommer jeg i tanker om et kendt citat fra teologen Knud Ejler Løgstrup: “Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.“[1]

Jeg er ikke stor kender af Løgstrup, men jeg forstår hans etiske fordring, der udtrykkes i citatet, som at der foreligger et gensidigt ansvar i mødet mellem mennesker; et ansvar om et beskytte, gribe hinanden, værne om den andens tillid, ikke misbruge den. Tilliden er tavs og skrøbelig, og hvis den først brydes, er den svær at genoplive.

Disse oplevelser, og særligt oplevelsen med bønnen fra præsten, kommer til at lyse klart i min bevidsthed i mange år.

---

Referencer
[1] https://www.pexels.com/da-dk/foto/mand-skilt-drom-ansigtslose-5997362/
[2] Bargfeldt, E., & Änghede, L. H. (2024, January 17). K.E. Løgstrup, Den etiske fordring og de spontane livsytringer. Kristeligt Dagblad. https://www.kristeligt-dagblad.dk/religion/ke-loegstrup-den-etiske-fordring-og-de-spontane-livsytringer

Da jeg åbnede døren ind til forsædet blev jeg ramt af en duft, som øjeblikkeligt bragte mig til Bosnien om sommeren. En duft, der udløste en strøm af barndomsminder; en følelse af noget bekendt og trygt, som en forælders favn.

“Kolica mala, ali teška“, sagde taxachaffuøren efter, at han havde anbragt den sammenklappelige kørestol ind i bagagerummet, og sat sig til rette på førersædet. “Ja, en lille, men tung kørestol“, gentog jeg på bosnisk, lettere overrasket. På trods af duften af barndomslandet havde jeg ikke forventet bosnisk, i hvert fald ikke som det første. “Hvor er du fra?”, spurgte jeg ham. “Kosovo – og du er fra Bosnien?” “Ja“. Han kunne se mit efternavn på taxabestillingen.

Den hvide taxavogn trillede langsomt væk fra genoptræningscenteret og mod et lyskryds. Han spurgte ind til genoptræningen, og jeg svarede, en smule bedrøvet, at det gik godt, men langsomt. Vi holdt for rødt. Han vendte sig mod mig og sagde med ro og overbevisning, “inshallah, det bliver godt igen, inshallah.” Ordene ramte en streng dybt inde i mig. Jeg følte mig lettere. Jeg er ikke selv troende, og har gennem min opvækst afvist alt, hvad der havde med religion og islam at gøre. Men denne fremmede mand, som på en måde også var familiær, gjorde indtryk på mig med hans varme og religiøsitet. Det føltes som om, at ordet “inshallah”, der betyder “hvis Gud vil det”, havde en helende kraft.

“Husk at tænke, at nogen altid har det værre end dig“, fortsatte han. “Hvis du én dag ikke spiser, så er der en anden, som ikke spiser i to dage. Glem ikke, at det altid kunne være værre, al hamdulillah, det bliver godt igen.” Den ældre mands ord var beroligende, opløftende, de vakte håb.

“Jeg kender en kvinde, der fik konstateret kræft med en dårlig prognose. Det er nu 25 år siden, at hun fik diagnosen. Hun fortalte mig, at hun ikke havde villet overgive sig til sygdommen, fordi hun skulle nå at se hendes børnebørn vokse op. Inshallah, du skal tro på, at det bliver bedre.” Mine øjne løb langsomt i vand. Jeg følte en ubetinget kærlighed omsvøbe mig, som et varmt tæppe, og at jeg var del af noget større. Solens stråler varmede mit ansigt gennem forruden.

*

For nylig blev jeg betaget af Pablo Picassos værk, “Blue Roofs”, som jeg opdagede i bogen “1001 malerier du skal se, før du dør“. Synet af dybe blå farvespil, og korte, energiske penselstrøg var berusende og opløftende; jeg svævede ind i en drømmeagtig tilstand, og følte jeg befandt mig under himlen i Paris. Beskuelsen vækkede en intens lyst til selv at lege med maling, og eksperimentere med den impressionistiske stil; måske forsøge at afbilde Sønderborg havn på en varm forårsdag, eller den spirende og syngende natur udenfor mine vinduer.

Der gik dog ikke mange sekunder før inspirationen blev overskygget af negative tanker: “Vil du nu også til at male … hvad er formålet med det … hvorfor kan du ikke holde dig til én ting…“. Strømmen af negative tanker tog desværre i øjeblikket modet fra mig. Men bevidstheden om dem gjorde mig nysgerrig: hvor stammer denne indre monolog fra? Og hvilke antagelser hviler den på?

Selv-talens oprindelse
Karakteren af vores indre stemme formes i høj grad i barndommen. Måden betydningsfulde andre, typisk forældre, taler til barnet, vil gennem tiden indoptages og blive en del af den indre monolog. Denne proces kaldes ‘internalisering’. Personligt kan jeg dog ikke genkende en negativ tone fra mine forældre i forhold til mine kreative tendenser.

Min far har konsekvent støttet mig i mine kreative impulser og udfoldelser, hvad enten det drejede sig om at tegne, synge, danse eller skrive. Ligeledes har min mor udtrykt stolthed over, at jeg begyndte at lære mig selv at spille klaver. Men hvor stammer min negative indre stemme så fra?

I vores senmoderne samfund præges vi i barndommen ikke længere kun af vores forældre. Karakteristisk for det senmoderne er en omfattende institutionalisering, en mangfoldighed af analoge og digitale sociale arenaer, samt en overflod af information. Børn og unge, som er i en formbar alder, eksponeres derfor for en bred vifte af stemmer, normer og værdier, der potentielt kan influere på deres indre dialog.

Dermed bliver det også svært at spore, hvor min negative selv-tale oprinder fra. Dog er selve oprindelsen måske mindre væsentlig end selve bevidstheden om denne indre monolog, således at man aktivt kan påvirke den i en positiv retning. Den indre stemmes karakter er ikke smedet i jern, og kan udvikle sig gennem livet, på godt og ondt.

Antagelserne
”Hvad er formålet” antager, at enhver aktivitet skal have et klart formål, sandsynligvis et nyttigt udbytte, der skal kunne omsættes til en økonomisk værdi. Det minder mig om et spørgsmål jeg ofte fik stillet mens jeg studerede filosofi: ”Hvad kan man bruge det til?”, som er, ”hvad er formålet med det”, i en anden udgave. Selvom spørgsmålet i sig selv kan være uskyldigt, hvis det stilles i den gode ånd, opfattede jeg ofte en undertone af arrogance og pessimisme. Måske er det bl.a. dem jeg har den indre kritikker fra?

Uanset: i livet må der være plads til at forfølge oplevelser og erfaringer med en iboende værdi, såsom at udforske ens kreativitet, eller i mit tilfælde at studere filosofi. Engagement og fordybelse er for mig at se meningsfuldt i sig selv. Det står i kontrast til den undertrykkende optimeringsfetichisme i samtiden, hvor man ofte gør noget fordi det er nyttigt for noget andet. Hvis formålet med vores handlinger, eller med vores liv i det hele taget, reduceres til et økonomisk regnestykke, så dør vores sjæl længe før vores krop.

”Hvorfor kan du ikke holde dig til én ting” antyder, at man er useriøs, hvis man engagerer sig i flere aktiviteter samtidig. Endvidere implicerer det, at det moralske er at hengive sig til én ting. Men det handler om tilgangen. Hvis man skriver eller synger eller maler fordi det er givende i sig selv, og at dét er nok, kan jeg ikke se et problem. Hvis man derimod gerne vil mestre både skrivning, maling og sang – bliver det udfordrende. Det handler om forventninger til sig selv.

Desuden mener jeg ikke, at der nogensinde kan være noget useriøst i at give næring til inspiration, legelyst og nysgerrighed. Uden disse var mennesket aldrig blevet menneske, og barnet aldrig blevet voksent.

Jeg håber, at mine korte refleksioner over den indre kritikker kan bidrage til en større indsigt i din egen indre dialog. Solen skinner i dag, og jeg glæder mig til at male min egen ”Blue Roofs”.

Andre artikler:

In my daydreams
she moves silently.
I think about those moments of
pure joy
and uncertainty.
I think about
what could have been.

I think about waking up
seeing you smile
your smile
your eyes closed.
A letter in my pocket
brimming with hope
and vulnerability.
I think about
what could have been.

I think about your laughter
which could give birth to
a thousand stars.
To this day
your kisses make me forget.
A blue flame
burns in my stomach.
I think about
what could have been.

///

U mojim sanjarijama
ona se kreće tiho.
Razmišljam o tim trenucima
čistog radosti
i nesigurnosti.
Razmišljam o
šta je moglo biti.

Razmišljam o buđenju
gledajući te kako se smiješ
tvoj osmijeh
tvoje zatvorene oči.
Pismo u mom džepu
puno nadom
i ranjivosti.
Razmišljam o
šta je moglo biti.

Razmišljam o tvom smijehu
koji bi mogao roditi
tisuće zvijezda.
Do današnjeg dana
tvoji poljupci me čine da zaboravim.
Plavi plamen
gori u mom stomaku.
Razmišljam o
šta je moglo biti.