For nylig blev jeg betaget af Pablo Picassos værk, “Blue Roofs”, som jeg opdagede i bogen “1001 malerier du skal se, før du dør“. Synet af dybe blå farvespil, og korte, energiske penselstrøg var berusende og opløftende; jeg svævede ind i en drømmeagtig tilstand, og følte jeg befandt mig under himlen i Paris. Beskuelsen vækkede en intens lyst til selv at lege med maling, og eksperimentere med den impressionistiske stil; måske forsøge at afbilde Sønderborg havn på en varm forårsdag, eller den spirende og syngende natur udenfor mine vinduer.
Der gik dog ikke mange sekunder før inspirationen blev overskygget af negative tanker: “Vil du nu også til at male … hvad er formålet med det … hvorfor kan du ikke holde dig til én ting…“. Strømmen af negative tanker tog desværre i øjeblikket modet fra mig. Men bevidstheden om dem gjorde mig nysgerrig: hvor stammer denne indre monolog fra? Og hvilke antagelser hviler den på?
Selv-talens oprindelse
Karakteren af vores indre stemme formes i høj grad i barndommen. Måden betydningsfulde andre, typisk forældre, taler til barnet, vil gennem tiden indoptages og blive en del af den indre monolog. Denne proces kaldes ‘internalisering’. Personligt kan jeg dog ikke genkende en negativ tone fra mine forældre i forhold til mine kreative tendenser.
Min far har konsekvent støttet mig i mine kreative impulser og udfoldelser, hvad enten det drejede sig om at tegne, synge, danse eller skrive. Ligeledes har min mor udtrykt stolthed over, at jeg begyndte at lære mig selv at spille klaver. Men hvor stammer min negative indre stemme så fra?
I vores senmoderne samfund præges vi i barndommen ikke længere kun af vores forældre. Karakteristisk for det senmoderne er en omfattende institutionalisering, en mangfoldighed af analoge og digitale sociale arenaer, samt en overflod af information. Børn og unge, som er i en formbar alder, eksponeres derfor for en bred vifte af stemmer, normer og værdier, der potentielt kan influere på deres indre dialog.
Dermed bliver det også svært at spore, hvor min negative selv-tale oprinder fra. Dog er selve oprindelsen måske mindre væsentlig end selve bevidstheden om denne indre monolog, således at man aktivt kan påvirke den i en positiv retning. Den indre stemmes karakter er ikke smedet i jern, og kan udvikle sig gennem livet, på godt og ondt.
Antagelserne
”Hvad er formålet” antager, at enhver aktivitet skal have et klart formål, sandsynligvis et nyttigt udbytte, der skal kunne omsættes til en økonomisk værdi. Det minder mig om et spørgsmål jeg ofte fik stillet mens jeg studerede filosofi: ”Hvad kan man bruge det til?”, som er, ”hvad er formålet med det”, i en anden udgave. Selvom spørgsmålet i sig selv kan være uskyldigt, hvis det stilles i den gode ånd, opfattede jeg ofte en undertone af arrogance og pessimisme. Måske er det bl.a. dem jeg har den indre kritikker fra?
Uanset: i livet må der være plads til at forfølge oplevelser og erfaringer med en iboende værdi, såsom at udforske ens kreativitet, eller i mit tilfælde at studere filosofi. Engagement og fordybelse er for mig at se meningsfuldt i sig selv. Det står i kontrast til den undertrykkende optimeringsfetichisme i samtiden, hvor man ofte gør noget fordi det er nyttigt for noget andet. Hvis formålet med vores handlinger, eller med vores liv i det hele taget, reduceres til et økonomisk regnestykke, så dør vores sjæl længe før vores krop.
”Hvorfor kan du ikke holde dig til én ting” antyder, at man er useriøs, hvis man engagerer sig i flere aktiviteter samtidig. Endvidere implicerer det, at det moralske er at hengive sig til én ting. Men det handler om tilgangen. Hvis man skriver eller synger eller maler fordi det er givende i sig selv, og at dét er nok, kan jeg ikke se et problem. Hvis man derimod gerne vil mestre både skrivning, maling og sang – bliver det udfordrende. Det handler om forventninger til sig selv.
Desuden mener jeg ikke, at der nogensinde kan være noget useriøst i at give næring til inspiration, legelyst og nysgerrighed. Uden disse var mennesket aldrig blevet menneske, og barnet aldrig blevet voksent.
Jeg håber, at mine korte refleksioner over den indre kritikker kan bidrage til en større indsigt i din egen indre dialog. Solen skinner i dag, og jeg glæder mig til at male min egen ”Blue Roofs”.
Leave a Reply