Den mørkegrønne grænsebro

Det land, jeg kommer til verden i, rives midt over, synker til bunden af civilisationen. Underben sprænges af, underliv forslåes og mærkes for altid. Soldater skyder ubevæbnede civile i ryggen mens de ryger cigaretter og griner. Livløse kroppe smides i udgravede huller som sild i en tønde. Råb og skrig mod den tavse himmel, genlyd i bjergene, tarmene vrider og vender sig i en. Titos mantra om broderskab og forening rådner op i Beograd sammen med hans jordiske rester.

Motorens brummen i den blå bus er hypnotiserende. Folk hvisker, tysser, snøfter i mørket. Luften i bussen er tung med larmende tanker. Mine forældre tørrer tårer væk, mor bider negle, storesøster sover med munden vidt åben. Fra Zagreb, op gennem Østrig og Tyskland, snedækkede bjergtinder, tunneller, der ormer sig igennem alperne, den uendelige Autobahn. Modtagercenteret har tremmer for vinduerne. Folk nægter at forlade bussen, forældre knuger deres børn til sig. Med store, akavede armbevægelser, forsikrer en tolk, at det ikke er et fængsel.

*

Lysegrå, sterile barakker, bosniakker, kroatere og serbere. Min familie klemmes ind på 10m2. Fælleskøkken med to komfurer fører undertiden til gnidninger og forbandelser; krig finder altid ly i bevidstheden. Fars orange Golf 1 ridses i bildøren. Jeg lærer at cykle på græs, så smerten er mindre, når jeg vælter. En mand med smilende øjne og anderledes påklædning siger nogle underlige lyde. Mine forældre kigger usikkert på hinanden, tunge øjenlåg; jeg roterer Batman-figurens led og lemmer, rokker frem og tilbage på stolen.

Asylcenteret har intet hegn eller mur, ligger ud til en landevej. Jeg nærmer mig centerets grænse og stopper op; hjertet tordner i min brystkasse, mundvandet tørrer ind. Skråt overfor på den anden side af vejen ligger et gammelt, gult murstenshus. Fyrretræer, ranke som soldater, omkranser huset, og løber langs landevejen. Den tavse, mystiske bygning pirrer mit barnesind; hvem gemmer sig inde i huset? Hvordan ser de ud? Hvordan lyder de? Om natten flyder min fantasi udover dens bredder.

*

I 1. klasse ved jeg ikke, hvor jeg bor. Hver morgen hører dansklæreren Mette, med det mælkehvide, kraftige hår, os i basale personlige fakta. På vej op til katederet skælver jeg. ”Adresse?”, spørger hun, spids blyant i hånden, et utålmodigt, men forhåbningsfuldt blik. ”Jeg ved det ikke”, siger jeg så lavmælt, at jeg næsten ikke selv kan høre det; jeg skal kaste op.

*

Det er en mørk december morgen, svagt oplyst af gadelamper. I den store, varme aula står jeg iblandt en tæt forsamling af folkeskoleelever. Mit hoved let foroverbøjet, hænderne sammenfoldet. Fader vor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje, som i himlen således også på jorden. Ordene runger i hele skolen, svært at skelne dem fra hinanden, jeg tier. Giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Granitfliserne gynger under mig, blodet forlader mit ansigt. En genkendelig stemmer breder sig inde i mig som et ekko: ”Du behøver ikke at bede fadervor.” Og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen.

*

Du beretter om din barndom i din og min fødeby, Gradiška. Hvordan du som barn fra den mørkegrønne grænsebro tøvende sprang ned i den kolde og stille Sava-flod. Hvordan dig og dine kammerater drak jer sanseløst beruset på barer og caféer. Hvordan du plukkede hårde, umodne æbler og pærer fra naboens have, og sprintede afsted med dem i favnen, som var de diamanter. Du henviser til steder, mennesker, og begivenheder som jeg ikke kender, og min fødeby er ikke meget andet end en abstraktion. Et postkort og et opkald fra et fjernt sted, et sted, der mest af alt eksisterer i en drøm.

*

I frikvartererne refererer I til salmebogen, Matador, juleminder, konfirmation; jeg kigger ud i luften mens I griner sammen. Nogle bosniere hilser med marhaba (hej på arabisk), men det føles fremmed for mig. Mit bosniske sprog underudvikles, selvbevidstheden ligger sig som en tynd, rødlig hinde på mit ansigt. Under bayram (bosnisk fest) giver mine tanter og onkler mig hånden og siger, ”bajram serif mubarek olsun”, jeg kigger ned i gulvet og siger ”tak, og i lige måde.”

”Gud er død” detonerer jeg og sender chokbølger gennem rummet. Hvad mon de reelt tænker og føler? Vi kører til Bosnien, kolonner af røde og hvide lys på autobahnen, slår revner i den tætte mørke, uhyggelige rastepladser med sovende lastbiler. På vej mod Bosnien, et land, som jeg ikke bor i, men som lever en skyggeeksistens inde i mig; et grænseløst land og befolkning. Vi krydser grænsebroen og mødes med fjendtlighed af grænsevagterne. Naboer besøger os, slukker tørsten i rakija, bruger ord jeg ikke forstår; kalder mig for pravi danac (rigtig dansker). Jeg ved ikke, hvad ’rigtig dansker’ betyder, men jeg føler mig fornærmet. Indignationen afløses af skammen.

*