Nu har jeg to gange oplevet, at et tilfældigt menneske gennem et tilfældigt møde, har bedt en bøn for mig. Første gang var det en tidligere præst som jeg mødte via en samkørsel fra Hjørring til Aarhus. På vejen havde vi en lang samtale om filosofi, eksistentialisme og religion. Vi talte også om min sygemelding, mine fysiske udfordringer og det mentale mareridt, jeg dengang befandt mig i. Da vi ankom foran mit hjem, spurgte han, om han måtte bede for mig. Ingen havde nogensinde spurgt mig om det før, så jeg blev en smule overrasket, men også nysgerrig. Jeg takkede ydmygt ja, og han begyndte at bede en bøn, som varede godt og vel et minut. Under bønnen blev jeg følelsesmæssigt overvældet af ordene, oprigtigheden og omsorgen. Bønnen havde en stærk positiv psykologisk effekt; jeg blev rørt til tårer, og håbet, som jeg kæmpede med dagligt, voksede inden i mig.
Anden gang var det en GLS chauffør – af alle mennesker – der kom ind i min lejlighed for at aflevere en større pakke. Han fik øje på mine hjælpemiddler og spurgte, med et mildt ansigtsudtryk, hvordan det gik med mig og min genoptræning. Dernæst spurgte han forsigtigt, om han måtte bede for mig. Jeg fik en indskydelse til at spørge, hvilken religion han tilhørte, men tænkte hurtigt, at det var fuldstændig ligegyldigt. Han placerede sin hånd på min akillessene og bad en kort bøn. På vej ud af døren sagde han, “må Gud velsigne dig.”
Jeg er ikke selv troende, men disse oplevelser med bøn har ikke af den grund været forgæves eller meningsløse, tværtimod. Jeg blev begge gange meget bevæget over den kærlighedsgestus, det er at bede for et fremmede menneske; at drage omsorg for en anden uden tanke på sig selv. Kærlighedsakten ligger også i det faktum, at disse to personer gjorde sig selv sårbare ved at spørge om lov til at bede, hvorved de risikerede afvisning og latterliggørelse; og i denne sårbarhed vover de et lille tillidsspring, en prøvelse af et andet menneskes evne til at modtage kærlighed, til at være fordomsfri, og til at være åben overfor noget man ikke helt forstår. Der opstår derfor et gensidigt krav om tillid og mod. Sårbarheden er også gensidig, idet det for mig er en smule grænseoverskridende, at nogen beder for mig, da bønnen vedrører noget meget personligt; at en fremmed lægger en hånd på min krop, og dét tilmed en skrøbelig del, eksponerer mig også. Men det er dér, at min tillid til andre mennesker bliver testet.
I skrivende stund kommer jeg i tanker om et kendt citat fra teologen Knud Ejler Løgstrup: “Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.“[1]
Jeg er ikke stor kender af Løgstrup, men jeg forstår hans etiske fordring, der udtrykkes i citatet, som at der foreligger et gensidigt ansvar i mødet mellem mennesker; et ansvar om et beskytte, gribe hinanden, værne om den andens tillid, ikke misbruge den. Tilliden er tavs og skrøbelig, og hvis den først brydes, er den svær at genoplive.
Disse oplevelser, og særligt oplevelsen med bønnen fra præsten, kommer til at lyse klart i min bevidsthed i mange år.
Referencer
[1] https://www.pexels.com/da-dk/foto/mand-skilt-drom-ansigtslose-5997362/
[2] Bargfeldt, E., & Änghede, L. H. (2024, January 17). K.E. Løgstrup, Den etiske fordring og de spontane livsytringer. Kristeligt Dagblad. https://www.kristeligt-dagblad.dk/religion/ke-loegstrup-den-etiske-fordring-og-de-spontane-livsytringer
Leave a Reply