Bevidsthedsstrøm om bevidstheden

Et menneske undfanges, bliver til, og kastes ind i verden. Jeg ved ikke, hvilken filosof jeg har det udtryk fra: at blive kastet ind i verden. Måske var det en franskmand, eller franskkvinde. Eller var det en tysker? Uanset ophavsmanden, eller kvinden, synes jeg, at udtrykket er meget fint beskrivende for menneskets første møde med verden; noget voldsomt, kaotisk, desorienterende, ja, måske endda traumatiserende, hvis Freud skulle bestemme.

Dog er det nok forkert at sige, at fødslen er menneskets “første” møde med verden, da dette “øjeblik” må nødvendigvis indtræde før man glider ud af mørket og ind i lyset. Fosteret, organismen, personen?, kan sanse omgivelserne længe før selve fødslen, og det er sansningen, der etablerer mødet med noget andet, med verden, selvom fosterets sansning er blind og ubevidst.

Kastetheden betegner dog et radikalt skift i organismens ydre omgivelser; man presses, hives, skubbes, sommetider skæres, ud, og oversvømmes med sanseindtryk. Efter fødslen udvider menneskets verden sig, på ingen tid, umådelig og uendelig kompleks, svanger med information, der kan be-tydes, forstås, inkorporeres. ‘Inkorporeres’ er meget præcist, idet information bogstavelig talt tager kropslig form – i form af neurale forbindelser i hjernen og resten af kroppen. Verden indenfor spejler verden udenfor.

Barnet indtræder i en natur- og social verden som det er magtesløst overfor. Det har endnu ingen “fri vilje”, der kan sætte sig igennem og er derfor overladt til kræfter, der former dets krop, hjerne og bevidsthed på måder som det ikke selv er herre over. Den person man “ender” med at blive, eller den hjerne, man “ender” med at bevæge sig rundt i verden med, er i begrænset omfang et produkt af ens egne skabende evner.

Det bevidste ‘Jeg’, og organismen som ‘Jeget’ henviser til, søger konstant ligevægt med verden. Det er en søgen, der primært foregår i mørket, under eller bagved bevidsthedens lys.

Organismen og verden, bevæger sig, op og ned, ind og ud, udenom indsigt og vilje. Kosmiske gasskyer formede massive ildkugler, som smedede tungere grundstoffer, som formede planeter, Jorden, liv og bevidsthed. Livet er et sprog bestående af få elementer; hvordan kommer grundlæggende elementer – såsom hydrogen og kulstof – sammen på så utænkelige og komplekse måder, hvorfra bevidsthed opstår, og jeg sidder her og skriver disse ord? Og hvor er livet på vej hen? Hvad med universet? Det bevæger sig væk fra sig selv, på en måde, men hvortil?

Bevidstheden aner ingen skid; tarmen er befolket med kolonier af mikroorganismer, der styres af temperatur, tryk, energiomsætninger, molekylers formålsløse motion; bakterier, archaea, svampe og vira; mikroskopiske forandringer, usanselige for Jeget, kan formå at sætte sig igennem, åbne lemmen ind til bevidstheden. Men det er Jeget ikke herre over. Et sted har jeg læst, at bevidstheden blot er en eftertanke. Er det sandt, eller blot noget, min bevidsthed bilder mig ind?

I hvert fald eksisterer drifter og behov, krav eller kald fra organismen, der kan udtrykke sig i mentale, flygtige billeder, og handlinger; en indre Vilje, stiger til vejrs fra en kosmisk dybde, som Jeget ikke selv har villet.

Jeg finder outputtet af denne bevidsthedsstrøm befriende. Tingene falder ud som de nu engang falder ud, og jeg er et kontinuerligt produkt af kræfter og virkninger, der er så komplekse og uforståelige, vilkår og begivenheder, der er så usandsynlige, at de overgår min begrænsede forstand og magt. Hvis jeg kan acceptere, at der er størrelser i verden, som er større end mig, så kan jeg slippe kvælertaget om livet, om end kun en smule. Lade livet være, lade tingene komme lidt mere til mig i stedet for, at jeg skal storme imod dem, desperat efter at vide og kontrollere. Men det er lettere sagt end gjort.

*

“Den menneskelige civilisation har udviklet vores evne til at fise. Vi dyrker ris og vi holder husdyr, vi bryder kul og pumper naturgas, vi rydder skove og oversvømmer tørre områder. Vi går alvorligt til vores opgave; vi tjener stjernernes svendestykke. Men vi gøre for meget ud af det.”[1]