Internettet har mistet forstanden. Igen.
Christopher Nolans filmatisering af Odysséen har fået tastaturkrigerne op fra sofaerne. Lupita Nyong’o i rollen som Helena af Troja og Elliot Page i rollen som Sinon har udløst en shitstorm af episke proportioner.
Friske beskyldninger om, at wokeness endnu en gang har korrumperet Hollywood. Hvordan kunne Nolan dog vælge en sort kvinde til rollen som Helena? Og hvorfor caste en transmand som Sinon? Barske kommentarer møntet på udseende og seksualitet, for eksempel ”a mutilated, mentally ill woman cosplaying as a man” er talrige på de sociale medier.
Denne form for negativ reception er efterhånden meget forudsigelig, trist og udmattende. Ikke fordi man ikke må diskutere kunstneriske valg eller quasi-historisk autenticitet. Men fordi debatten hurtigt degenererer til kulturkamp, mobning og moralsk hysteri.
Kritikken af Nolans nyeste film handler om noget langt større: nemlig wokeness og politisk korrekthed, meritokrati og DEI, der står for diversity, equity and inclusion. DEI, der ofte forbindes med den bredere idé om wokeness, er et sæt af værdier og metoder, som har til formål at skabe retfærdige ansættelses- og arbejdsvilkår uanset hvem man er. Formålet er at udvide gruppen af mennesker, man leder efter talent blandt, uden at sænke kravene til kompetencer.
Anklagerne mod filmen illustrerer tre antagelser, som fylder særligt meget på dele af højrefløjen: For det første en frygt for, at DEI undergraver meritokratiet. For det andet, en idealiseret forestilling om meritokrati. For det tredje, at når man ser en minoritet i en prestigefyldt stilling eller filmrolle, så må vedkommende have fået den ansættelse på grund af DEI. Den første forestilling er vanskelig at underbygge empirisk. Den anden flugter ikke tilstrækkeligt med virkeligheden. Den tredje fører til mistænkeliggørelse af minoriteters kompetencer.
Diversitet og inklusion er efterhånden blevet gjort til noget farligt af blandt andre Jordan Peterson, Elon Musk, Donald Trump og den amerikanske nyhedskanal, Fox News. Elon Musk har ligefrem kaldt wokeness en trussel mod civilisationen og menneskeheden. DEI er på få år blevet et symbol på alt det, mange mener er galt med Vesten. Antagonismen har muteret til en moralsk panik på dele af højrefløjen, hvor både fornuft og empati ofte kastes over bord.
Jeg er enig i, at politisk korrekthed til tider er gået for vidt. Der findes mindre gode og tvivlsomme DEI-initiativer, Et interessant og velment tiltag er det såkaldte anti-bias træning på blandt andet amerikanske universiteter, men hvis effekt er tvetydig. Affirmative action var en anden politik, hvor amerikanske universiteter kunne inddrage en ansøgers race som én blandt flere faktorer i optagelsesprocessen. I 2023 afgjorde den amerikanske Højesteret at race som udgangspunkt ikke længere må indgå som et kriterium ved optagelse på universiteter.
Ydermere led den yderste venstrefløj for nogle år tilbage tillige af en moralsk panik; meget fromme wokeness-evangelister gav ikke meget plads til heterodokse holdninger; Der er eksempler på, hvordan wokeness-ideologien slugte sine egne børn, for eksempel J. K. Rowling, som ytrede ikke-konforme synspunkter vedrørende køn og seksualitet.
Men selvom wokeness-feberen virker til at have aftaget gennem de seneste år på venstrefløjen, så er det tydeligt, at segmenter på højrefløjen stadigvæk holder fast i skræk-fantasier om wokeness og til dels baserer deres kritik på misforståelser og usikre antagelser: den største antagelse er, at DEI-hensyn i praksis kommer til at vægte højere end kvalifikationer og dermed svækker meritokratiet.
Forekommer det, at mennesker bliver ansat eller castet mere på baggrund af identitet frem for kvalifikationer? Sandsynligvis i nogle tilfælde. Mennesker er biased og uperfekte. Men det interessante er, at der stadig mangler overbevisende dokumentation for den langt stærkere idé, nemlig at DEI som fænomen systematisk underminerer meritokratiet eller er anti-meritokratisk.
Tværtimod peger et studie fra McKinsey & Company på, at gennemtænkte diversitetsinitiativer ikke nødvendigvis sker på bekostning af kvalitet eller præstation, og i nogle tilfælde kan styrke organisationers evne til at tiltrække og fastholde talent. En meta-analyse peger på, at organisationer med vel-implementerede diversitets- og inklusionsinitiativer ofte opnår højere innovation, bedre beslutningstagning, større medarbejderengagement og i mange tilfælde også forbedrede økonomiske resultater.
Endvidere skriver Forbes i en artikel fra 2025, at “The research and findings are clear. DEI policies and programs are what make organizations thrive in the 21st century. It’s what pulls in top-notch talent. It’s what makes business more competitive, more influential and more profitable.”
Ironisk nok bliver argumentet om meritokrati ofte fremført med en bemærkelsesværdig dobbeltstandard på dele af højrefløjen. Mange af de samme stemmer, der advarer mod DEI, accepterer tilsyneladende uden de store protester, når magt, netværk, loyalitet eller branding afgør, hvem der får topposter eller medieplads. For eksempel illustrerer Donald Trumps udnævnelser af blandt andre Pete Hegseth og Matt Gaetz netop, at loyalitet også kan være et væsentligt udvælgelseskriterium.
Anti-woke røster og DEI-kritikere baserer desuden ofte deres argumentation på en idealiseret forestilling om meritokrati: at alle konkurrerer på lige vilkår, og at udfaldet primært afspejler den enkeltes talent, indsats og præstationer. Ifølge kritikkerne kommer DEI-hensyn i vejen for dette meritokrati.
Men antagelsen om, at vi alle konkurrerer på lige vilkår, er udfordrende at acceptere. Forestillingen om et rent meritokrati flugter ikke tilstrækkeligt med virkeligheden; Forældres sociale og økonomiske kapital, ens personlige netværk, tilfældigheder – spiller alt sammen en væsentlig rolle udover ens rene kvalifikationer. Det gælder i erhvervslivet, i politik, på universiteterne, i kunstverdenen.
Alt dette bringer mig tilbage til shitstormen over Nolans film; At Lupita Nyong’o og Elliot Page er blevet valgt udelukkende på grund af deres identitet og på bekostning af dygtighed, og at de dermed ikke er de rette skuespillere for rollerne; At Nolan er i færd med at undergrave Vestens identitet og magt. Men kritikken er uambitiøs samt nedladende mod skuespillerne. Hvorfor antage, at skuespillerne ikke er kvalificerede? Desuden placeres meritter som den absolut højeste værdi af anti-DEI gruppen, som om, at andre værdier, såsom diversitet og inklusion, har mindre betydning for kunst og et godt samfund.
Fordi frygten for og misforståelser om DEI er så dybt indlejret i højrefløjens kollektive bevidsthed, ender mange med at mistænkeliggøre minoriteters kompetencer. Det kan føre til stærke negative følelser mod disse, fordi man mener, at man som majoritet er blevet ekskluderet fra muligheder og stillinger. Dette har tråde til igen dele af højrefløjen, som har udviklet en selvbevidsthed som de nye undertrykte og marginaliserede.
I sidste ende er angrebene mod DEI med til at forstærke betydningen og synligheden af identitet. Dem som ikke ønsker, at identitet skal spille en rolle, taler ihærdigt om emnet. Dette skygger for minoriteters egentlige person og kvalifikationer, og det er paradoksalt nok netop denne mistænkeliggørelse, der gør identitet mere central, end den behøver at være.