Recently I had a fallout with a friend that I have known since we were both teenagers. Had you asked me back then if I ever would have thought our relationship could or would morph into something that felt uncertain and fragile, I would have stared at you in disbelief and bewilderment.
The friction with my friend led me to reflect on how I, as a moral agent, decide between ethical¹ choices. It made me consciously attuned to the presence of gut reactions to moral issues, and how intuition can serve as a moral guide. I find it fascinating how the body rapidly can have a say about right and wrong, which relates to complex social information about other people, norms and values, and possible future outcomes.
Before I delve into some of the science behind gut-level morality, let me first describe how the disagreement with my friend evoked contemplation about ethical decision-making.
A Cocktail of Emotions The fallout induced familiar emotional suspects in such circumstances: anger, sadness, disappointment, guilt, and confusion, to name but a few. The mix of these potent emotions tempted me to contact another good friend, who is also good friends with the first one.
The temptation made me feel a sense of relief and ease, and I felt energized. I pictured myself sharing screenshots of the alienating text conversation I had had with my old friend. I imagined our mutual friend becoming indignant on my behalf, defending me, and criticizing the other. The idea of sharing the perceived injustice that had been done to me felt good.
However, moments after the surge of positive emotions, I felt awful; a gut feeling of wrongness arose before any deliberation about right and wrong; before any weighing of reasons for one or the other choice; and before any awareness of ethical virtues or consideration of outcomes. It felt as if something or someone within me — an inner moral philosopher — communicated to me via intuition and emotion. As if he was saying, “You will regret this.”
Involving our mutual friend in the disagreement by placing him in an awkward and difficult middle position, felt viscerally morally wrong; it wasn’t fair. It also didn’t feel fair towards my old friend — a disagreement always has two sides — with whom I also wish to reconcile. My action would probably have resulted in more harm than good. These reflections followed after the gut response, and I decided not to send or mention anything to our mutual friend. This restraint on my initial impulses was a victory over my darker and more primitive self.
The brief, yet important ethical process, made me contemplate what had just happened. I realized that this intuitive moral signaling occurred quite often. When facing an ethical dilemma, my gut will often veto dubious choices I am consciously entertaining before any rationalization.
This made me curious about moral decision-making and the role of intuition and emotion. How can my body know that an action is wrong before my mind has gone through a careful process of reflection? And to what degree can I trust my gut feeling?
Moral Intuitionism According to psychologist Jonathan Haidt, who can be labeled as a “moral intuitionist”, these gut-level perceptions are direct causes of ethical judgment and not merely additional pieces of evidence used as input in a rational decision process. He defines moral intuition in the following way:
“The sudden appearance in consciousness of a moral judgment, including an affective valence (good-bad, like-dislike), without any conscious awareness of having gone through steps of searching, weighing evidence, or inferring a conclusion.”(1)
This definition aligns well with my own experiences described above. Let us read a brief and controversial example from an article by Haidt that further serves to demonstrate moral intuitionism at work:
“Julie and Mark are brother and sister. They are traveling together in France on summer vacation from college. One night they are staying alone in a cabin near the beach. They decide that it would be interesting and fun if they tried making love. At the very least it would be a new experience for them. Julie was already taking birth control pills, but Mark uses a condom, too, just to be safe. They both enjoy making love, but they decide not to do it again. They keep that night as a special secret, which makes them feel even closer to each other. What do you think about that? Was it OK for them to make love?”(2)
Most people will probably intuitively and rapidly state that what Julie and Mark did was morally unacceptable. The verdict will perhaps be accompanied by an emotion of disgust. But if asked to provide reasons for the ethical judgment, these same people might find it less easy than one would expect. For instance, the siblings used double protection, thereby severely decreasing the chance of a baby, which would have an increased risk of developing disorders. None of them were harmed emotionally, according to the story; on the contrary, it made them feel closer to each other. But although it might be challenging to articulate precisely why sibling sex is wrong, most people will still nonetheless hold on to their initial emotional-based conclusion; they will probably still claim they know that is it wrong.(3) It shows that the judgments are the results of unconscious processing.
This supports the intuitionist model proposed by Haidt, in which the gut reaction is the cause of the moral judgment. Additionally, Haidt states that intuitive/emotional-based ethical verdicts are at times followed by a verbal effort to provide reasons for these gut-level responses. And that the person will seek to confirm the already established moral evaluation. There is evidence to support these claims.(4)
Jonathan Haidt. Photo by Brian Ness
This is interesting. The proposition that “moral judgment is caused by quick moral intuitions and is followed (when needed) by slow, ex post facto moral reasoning”(5), strikes against the traditional rationalist view of morality. In this view, ethical judgments are arrived at through a careful step-by-step process using reason and evidence, in which intuition and emotions are typically seen as noise.(6)In Haidt’s model, reason takes a back seat and becomes to some extent an instrument that serves emotions. Or as Hume so famously wrote, “Reason is, and ought only to be, the slave of the passions.”(7) Although I don’t think Haidt will agree with the “ought” part.
A long and thorough discussion of the intricacies of theories of ethical judgments is beyond the scope of this post. But worthy to note is that the intuitivist model is mainly descriptive, and not normative; that is, it does not say anything about if or when it is better to use intuition than reason; such a general prescription would also be difficult to settle on given the complexity of the nature of morality, and would in all likelihood betray a rich and multi-dimensional understanding of moral judgments.
Nevertheless, I do believe the intuitivist model has a lot of credibility, given the degree to which it fits with my own experiences and the experiences of many others; not to mention the substantial amount of scientific evidence that corroborates it.(8) In sum, a lot of our moral judgments seem to be products of automatic unconscious processes instead of careful rational examination.²
A Proposal Given the scientific “facts” about intuitive ethical judgments and my own positive experiences with my inner moral philosopher, I propose that we as ethical agents should become more aware of our gut feelings and respect these bodily perceptions; its vote should be taken seriously. Why? Our biopsychological systems are complex machinery that have evolved in social niches, in which making the wrong ethical choices could lead to exclusion and ultimately death.
Due to the long process of evolution, our bodies have become highly attuned to socio-ethical information — for example, virtues — and have acquired abilities to navigate moral landscapes. Could we say that natural selection favors the ethically sensitive individual, that is, genes that play a role in the expression of morality?
Perhaps this moral “intelligence”³ is — to some degree — akin to other rapid emotional evaluations of situations. The perception of danger and threats is also a rapid and automatic process and for good evolutionary reasons. Having a system that can make snap, effortless decisions can hypothetically mean the difference between life and death. Analogously, taking action based on ethical intuition — could we say moral reflex — might mean the difference between social inclusion and exclusion.
However, perceptions about danger can be false positives. Is this the same for intuitively derived moral judgments? Certainly. Maybe my intuition tells me that euthanasia is wrong; when seeing what abortions look like later in pregnancy, my inner judge might scream, WRONG. These verdicts might hypothetically be “false positives” in the sense that they are misaligned with the needs and values in the moral space I am in; or perhaps an ideal and objective moral space. This begs the question of what the “right” or “true” ethical values and judgments are. Do they even exist, and if so, how could we know them? Classical age-old ethical conundrums.
At any rate, such intuitively-based moral conclusions demand closer scrutiny, since they are far more complex than my own personal ethical dilemma, which I was able to resolve in minutes.⁴ The gut feeling is not an isolated intelligence but is mediated through its biology, mind, and the cultural context within which it operates. It is therefore vulnerable to biases, and can even induce a state of ‘cognitive dissonance’; for example, strong negative moral judgments about others may conflict with values I claim to hold, such as justice, equality, liberty, and fairness.
Even though our ethical intuitions can be powerful and useful, an appropriate dose of skepticism is always warranted. Especially if we are inclined to rationally confirm our initial moral conclusions, as Haidt believes.
Non-Emotional Moral Agent? What is interesting to speculate about is how a person would navigate in a socio-moral landscape without some sort of grounding in an intuitive and emotional intelligence. What would moral reasoning look like? Well, speculate no more:
“Prior research reveals that the ventromedial prefrontal cortex (vmPFC) is a critical area underpinning affect and morality, and patients with vmPFC lesions show abnormalities in moral judgment and moral behavior.”(9)
The research shows that a disturbance in brain regions associated with emotions and morality increases the likelihood of inappropriate moral evaluations and actions. Connecting back to my dilemma, if I had had damage to my vmPFC, I might have sent those screenshots without any reservations. This suggests that gut-level morality, despite its shortcomings, is not only useful for social functioning but necessary.
Ending Thoughts Being a social creature with the ability to think means moral challenges and struggles. Discerning between right and wrong has and will probably always plague the human species. Building upon my own experiences I have come to respect and rely on my gut intelligence when it comes to moral questions. It is not a blind trust, but I try to carefully listen to the voice within. It has so far served me well in my personal affairs by pulling the brakes on choices that probably would have caused more bad than good. Sometimes I do give in to certain temptations — I am human after all — and learn that my moral alarm system, indeed had a wise understanding of the situation.
So … what is your relationship to your inner moral philosopher?
Footnotes [1] I use ‘moral’ and ‘ethical’ synonymously for variation. [2] An important note: the intuitivist theory does not make claims about objective ethical truths. To ascertain if a moral judgment is objectively true, whether it is derived from intuition/emotion or reason, is a difficult problem, which also demands exploration of the concept of “truth”. [3] ‘Intelligence’ is used loosely. [4] That of course does not mean it lacked significance.
References (1) Haidt, J. (2001). The emotional dog and its rational tail: A social intuitionist approach to moral judgment. Psychological Review, 108(4), 814–834. https://doi.org/10.1037/0033-295X.108.4.814 (2) Ibid. (3) Ibid. (4) Sapolsky, R. M. (2017). Behave: the biology of humans at our best and worst (pp. 481–488). Penguin Books. (5) Haidt, J. (2001). The emotional dog and its rational tail: A social intuitionist approach to moral judgment. Psychological Review, 108(4), 814–834. https://doi.org/10.1037/0033-295X.108.4.814 (6) Ibid. (7) Ibid. (8) Sapolsky, R. M. (2017). Behave: the biology of humans at our best and worst (pp. 481–488). Penguin Books. (9) Cameron, C. D., Reber, J., Spring, V., & Tranel, D. (2018). Damage to the ventromedial prefrontal cortex is associated with impairments in both spontaneous and deliberative moral judgments. Neuropsychologia, 111, 261–268. https://doi.org/10.1016/j.neuropsychologia.2018.01.038
Most of those hostile to Experimental Psychology are in the habit of reproaching its methods with insignificance, and even with triviality. They regard it as an infatuation to pass life in measuring the exact average timerequired to press a button or in ascertaining the precise distance apart where two simultanous pinprickscannot anymore be distinguished from one another; they protest that such means can never shed any real light upon the human soul, unlock the eternal antinomy of the Free Will, or reveal the inward nature of Time and Space.
Charles Spearman, “General Intelligence”, objectively determined and measured.
1. Indledning
Intelligens er på mange måder et kontroversielt og omdiskuteret emne, både indenfor og udenfor forskningen. Mit indtryk er, at temaet ikke vækker særlig stor begejstring, når det bringes på banen under samtaler. Dette kan til dels skyldes, at intelligensforskningen i nogen grad er tabubelagt på grund af dens konnotationer til racisme og ulighed; det er ikke alt for lang tid siden i menneskets historie, at intelligensforskning og -tests blev misbrugt til at retfærdiggøre racisme og vold mod minoriteter i samfundet.
Galton oghans brogede bidrag Sir Francis Galton, fætter til Charles Darwin, var en betydningsfuld tænker fra 1800-tallet, bl.a. kendt for grundlæggelsen af differentialpsykologien og psykometrien. Differentialpsykologi undersøger forskellene mellem mennesker og grupper, mens psykometri beskæftiger sig med at kvantificere menneskelige mentale tilstande (f.eks. lykke) eller fakulteter, såsom netop intelligens.
Galton var i øvrigt en pioner indenfor forskningen af relationen mellem arv og miljø. På videnskabelig vis undersøgte han i hvilken udstrækning biologi og miljø indvirker på variabiliteten i menneskelige evner. Han mente, at mentale og fysiske egenskaber i høj grad konformerer sig til den samme nedarvningslogik. Han anså derfor en fakultet som intelligens for mere eller mindre at være biologisk determineret og uforanderlig. Dette er dog ikke underbygget af moderne videnskab, som har en mere kompleks og nuanceret forståelse af problemstillingen.
På trods af Galtons positive videnskabelig bidrag, var han desværre også forført af nogle ideer om mennesket og fremtiden, der var ganske anti-humanistiske. Han var nemlig hjernen bag eugenik:
“Galton forestillede sig bl.a., at man ved at arrangere ægteskaber mellem velbegavede mænd og velhavende kvinder kunne skabe en race af begavede mennesker og derved imødegå den fare for degeneration, som mange af 1800-tallets samfundsdebattører anså for at være et reelt problem. Termen eugenik udformede Galton i 1883.“
Francis Galton. Anerkendelse/denstoredanske.lex.dk
Tankerne om eugenik bidrog til ulige samfundsstrukturer og grusomme begivenheder i det 20. århundrede, hvilket er med til at forklare mistænkeliggørelsen af intelligensforskning.
Uundgåelig Men ikke desto mindre er intelligens et uomgængeligt fænomen, idet det er en af vores vigtigste evner og ressourcer. Intelligensforskning kan bl.a. gøre os klogere på beslutningsprocesser, problemløsning, læring, mentale sygdomme og lidelser, samt hvordan biologi og miljø indvirker på intelligens. Indsigterne fra forskningen kan bl.a. bruges indenfor undervisningssammenhænge og psykiatrien.
Med introduktionen af nye og imponerende kunstige intelligenser, såsom OpenAIs chatGPT1, er spørgsmålet om intelligens også blevet særdeles konfronterende for den enkelte og for samfundet. Nogle hævder, at kunstige intelligenser af chatGPTs kaliber rigtig nok er intelligente, mens andre påstår det modsatte. F.eks. har professor Roni Katzir, leder af laboratoriet for ‘Computational Linguistics’ på Tel Aviv Universitet, udtalt, at chatGPT slet ikke er tæt på at være intelligent.
Det rejser det grundlæggende spørgsmål om, hvad intelligens egentlig er for en størrelse? Findes der én form for intelligens, eller findes der flere? Hvordan måler man den/dem? Hvilken betydning har intelligens for sundhed og for livet generelt? Og i hvilken grad bidrager biologi og miljø hver især til ens intelligens?
1.1. Andreas på lyd
Som en ny ting har jeg interviewet Andreas, på 72 år, der har en særlig høj intelligens målt ud fra Mensas certificerede IQ-test. Jeg syntes, at det bl.a. kunne være interessant at høre om hans skoletid, og hvordan hans høje IQ påvirkede ham og hans skolegang. I år har der nemlig været en diskussion i medierne om, hvorvidt det er forsvarligt at etablere skoler for særligt intelligente børn.
Jeg går ikke ind i en diskussion om dette emne, men lader i stedet Andreas dele en smule ud af hans oplevelser fra hans skoletid. Jeg har valgt at medtage nogle få, korte lydklip undervejs der, hvor jeg synes, at det er relevant. Andreas taler ikke ud fra et fagligt perspektiv, men ud fra hans egne erfaringer og overvejelser.
2. Hvad er intelligens?
Indledende tanker Når jeg overvejer, hvad der karakteriserer den menneskelige intelligens, tænker jeg på evnen til at bearbejde, forstå og manipulere kompleks information, herunder symbolsk information, hvilket bl.a. involverer at kunne genkende mønstre i en strøm af data. Intelligens indebærer også evnen til at lære af erfaringer og anvende den tillærte viden hensigtsmæssigt fremover.
Ydermere er der et træk, som, i hvert fald indtil videre, adskiller og udmærker menneskelig intelligens i forhold til kunstig: vi kan løse opgaver på tværs af forskellige kognitive domæner eller kontekster. En lommeregner kan kun regne, hvorimod f.eks. en typisk 9-årigs intelligens kan udføre utroligt mange forskellige former for informationsbehandling og problemløsninger. Dog er en lommeregner exceptionel god til at regne, og slår alle mennesker i hurtighed. Det her illustrerer forskellen mellem ‘generel’ og ‘snæver’/’specifik’ intelligens.
I forhold til en person med en særlig høj intelligens, forestiller jeg mig, at denne vil kunne kastes ind i forskellige miljøer med forskellige kognitive krav, og relativt nemt og hurtigt kunne tilegne sig de nødvendige færdigheder, som kræves for at tilfredsstille kravene. Som anekdotisk bevis, har jeg venner, som jeg anser for at være højt intelligente, og som netop har formået at præstere dette. Høj intelligens forbinder jeg desuden bl.a. med adjektiverne hurtig, logisk, organiseret, og velartikuleret.
Hør i det første klip Andreas gøre sig nogle refleksioner over intelligens.
Vores intelligens tillader os at overleve og trives i mange forskellige miljøer, bruge værktøj og teknologier, forstå abstrakt information, og skabe komplekse kulturer; den tillader os at forstå, at vi er sådanne væsener, som kan forstå verden og os selv.
2.1. Generel intelligens
I 1904 postulerede psykologen Charles Spearman, at intelligens kan konceptualiseres som en generel evne, der har indflydelse på specifikke evner, såsom matematiske og verbale. I tests opdagede han, at personer, der klarede sig godt inden for ét kognitivt domæne, f.eks. matematik, havde en tendens til også at klare sig godt inden for andre domæner, f.eks. musik og sprog. Dette ledte ham til ideen om en bagvedliggende generel intelligens, kaldet ‘g’ eller ‘G-faktor’. Tanken er, at G-faktor ligger til grund for alle kognitive præstationer.
Charles Spearman. Anerkendelse/Eugène Pirou, Bibliothèque nationale de France: https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=21429621
En person med en høj generel intelligens vil altså forventes at klare sig godt i bl.a. sproglige, matematiske, musikalske, og rumlige-visuelle tests. Denne form for intelligens bruges ofte synonymt med IQ, som står for intelligenskvotient.
Psykologiske koncepter har den udfordring, at de ikke direkte kan observeres, hvilket kan gøre dem svære at definere og måle. Men det betyder ikke, at mentale fænomener ikke kan begribes sprogligt, eller, at de ikke findes; de findes blot i en anden forstand, end f.eks. atomer og molekyler. Tiden kan heller ikke direkte observeres, men de færreste ville dog benægte dens realitet.
G-faktor betragtes dog som et meget pålideligt og gyldigt koncept indenfor psykologien. Som Haworth et. al. skriver:
“Despite its contentious history, g is one of the most reliable, valid and stable behavioral traits, and it predicts important social outcomes such as educational and occupational levels far better than any othertrait.“
Flydende og krystalliseret intelligens I 1940’erne videreudviklede Raymond Cattell ideen om den generelle intelligens, og introducerede begreberne flydende og krystalliseret intelligens. Den første, ‘Gf’, indebærer evnen til at lære, evaluere og navigere i nye situationer, mens den sidste, ‘Gc’, refererer til erfaringer og akkumuleret viden. Begge generelle intelligenser bruges, når en opgave skal løses.
Cattells videreudvikling er ikke i modstrid med G-faktoren, men kan forstås som en nuancering. Uanset hvad, så mener flere forskere, at den generelle intelligens indebærer evnen til at ræsonnere, planlægge, løse problemer, tænke abstrakt, forstå komplekse ideer, og lære hurtigt samt lære af erfaringer.
2.2. Flere intelligenser?
Nogle psykologer hævder, at der findes forskellige former for intelligens. Den nok meste kendte proponent for denne tanke er psykologen Howard Gardner, som vurderer, at der ikke kun findes én overordnet generel intelligens, men i stedet otte, potentielt ni, intelligensformer: verbal-sproglig, logisk-matematisk, rumlig-visuel, musikalsk, kropslig-kinæstetisk, interpersonel, intrapersonel, naturalistisk, og slutteligt, eksistentiel intelligens.
Howard Gardner. Anerkendelse: Master Strategist/https://rb.gy/co8tdl
Begrænset empiri Gardners MI-teori (Multiple Intelligences Theory) er meget anerkendt og udbredt indenfor undervisningssammenhænge. Dette kan skyldes, at den er mere inkluderende end den klassiske teori om en generel intelligens. Men det er sund fornuft og god praksis, at enhver teori, der implementeres og anvendes, bør være underbygget af solid empiri. Og her opstår problemet, da der er begrænset evidens til at legitimere eksistensen og brugen af MI-teorien.
Flere forskere har den overbevisning, at Gardners stipulerede intelligensformer i højere grad henviser til talenter eller særlige egenskaber, fremfor deciderede intelligenser. Ud fra psykometriske tests er der enten ringe eller ingen beviser for eksistensen af forskelligartede intelligenser. Selv Gardner har konstateret, at evidens for MI-teorien er mangelfuld.
Refleksioner Min erfaring er, at når emnet om intelligens en sjælden gang bringes på banen, så er folk ofte hurtige til at vifte ideen om en singulær intelligens væk, men er modtagelige overfor tanken om multiple intelligenser. Måske fordi, at det sidstnævnte koncept fremstår mere rummelig og inkluderende.
Jeg er meget sympatisk over for de følelser og tanker, som motiverer favoriseringen af MI-teorien, men i sidste instans mener jeg, at vi må forholde os til den tilgængelige evidens. Det betyder ikke, at MI-teorien fuldstændig kan afskrives, eller, at den ikke kan have værdi indenfor undervisningskontekster, men indtil videre er der i hvert fald ikke belæg for dens gyldighed.
Man kunne kritisere de nuværende eksperimentelle standarder for at være rigide eller for snævre, men de er nu engang de bedste kriterier, der aktuelt findes. Desuden mener jeg, at hypoteser skal undergå rigid testning samt, at det skal være svært at få et psykologisk koncept valideret. Det er for at undgå, at det videnskabelige felt bliver oversvømmet med pseudo-videnskabelige ideer, som psykologien i forvejen til dels lider af.
2.3. Testning af intelligens
G-faktor eller generel intelligens2 måles ved hjælp af certificerede IQ-tests. De fleste har nok hørt om Mensa-testen, der tilbydes af Mensa Danmark3. IQ-tests betragtes generelt som pålidelige og valide. Pålidelig betyder, at man mere eller mindre får det samme resultat, når man tager testen flere gange. Validitet indebærer, at testen faktisk måler intelligens, og ikke noget andet, såsom kreativitet eller personlighedstræk.
Men hvordan er en IQ-test konstrueret? IQ-skalaen er sat til at have et gennemsnit på 100 point. Det er gjort for at standardisere målingen af IQ. Når man foretager en test, sammenlignes ens resultat med andres, og man får en placering på skalaen. Denne er inddelt i ‘deviations’ eller ‘afvigelser’ fra gennemsnittet. En standard afvigelse er 15± fra gennemsnittet. To standard afvigelser er 30± fra gennemsnittet. Over to standard afvigelser betyder større afvigelser fra normen.
I det næste lydklip deler Andreas nogle tanker, som overlapper med Gardners ideer. Han rejser også en kritik af IQ-testningen. Lyt med.
4. Intelligensens betydning
Selvom intelligens sjældent er det hotteste emne at tale om blandt ikke-forskere, så er den en uhyre vigtig ressource i tilværelsen, og måske specielt i vores meget kognitivt krævende vestlige videnssamfund.
I 1920’erne satte psykologen Lewis Terman sig for at måle særligt intelligent børn på tværs af tid – en længdesnitundersøgelse – for at se, hvordan de klarede sig i livet. Testgruppen bestod af 1500 børn mellem 8-12 år med en gennemsnitlig IQ på 150. Testpersonerne blev fulgt i lang tid, og det viste sig, at de, sammenlignet med en gruppe med normal begavelse, var mere akademisk succesfulde, sundere, højere, stærkere, og mindre tilbøjelig til at komme ud for uheld. Dette indikerer, at høj intelligens sammenfalder med mange positive udfald i livet.
Det skal dog påpeges, at undersøgelsen er temmelig gammel, hvorfor den potentielt mangler ‘temporal validitet’, dvs. er ugyldig i forhold til nutidens forskningsstandarder. Derfor er der også rejst kritik af studiet, herunder, at Terman ikke tog højde for hverken personlighedstræk eller socioøkonomiske faktorers betydning for succes i livet.
For at undersøge andre faktorers betydning foretog Melita Oden, en psykolog, der fortsatte Termans studie efter hans død, en sammenligning af de 100 mest succesfulde (gruppe A) med de 100 mindst succesfulde (gruppe C) i studiet. Her viste det sig, at selvom begge grupper mere eller mindre havde identiske IQ’er, så tjente dem i gruppe C i gennemsnit væsentlig mindre, og de havde større rater af alkoholisme og skilsmisse. Oden tilskriver variansen i stor grad til personlighedstræk; personerne i gruppe A besad viljestyrke, udholdenhed, ambitioner, og eftertænksomhed.
Odens undersøgelse indikerer, at IQ ikke kan stå alene, når det kommer til succes i livet målt på flere parametre. Men på trods af Odens og andres lignende vigtige indsigter, så er der indenfor intelligensforskningen en bred konsensus om, at IQ i høj grad forudsiger succes indenfor mange forskellige kontekster – også når man kontrollerer for visse socioøkonomiske variabler.
I Zetlands artikel, Ét tal har enorm betydning for, hvordan du klarer dig i livet. Og det er ikke din skostørrelse, nævnes der flere korrelationer mellem IQ og positive udfald. F.eks. har et dansk studie demonstreret en sammenhæng mellem intelligens i tidlig voksenalder og livskvalitet senere i tilværelsen. Forskningen viser også, at mennesker med lav intelligens i gennemsnit lever kortere sammenlignet med højt intelligente mennesker, samt at sidstnævnte gruppe har en højere livstidsindkomst. Dette resultat kom Terman også frem til.
Den stærkeste statistiske sammenhæng er mellem IQ og uddannelse. Som Jakob Silas Lund skriver, er associationen mellem de to variabler så tydelig, at “når man måler for intelligens i barndommen, vil resultatet kunne give en exceptionelt god indikation af, hvordan barnet vil klare sig hele vejen igennem uddannelsessystemet.”
Det bør igen understreges, at intelligens ikke alene spiller en rolle for forskellige positive udfald i livet. Personlighedstræk, sociale og politiske strukturer, personlige relationer, social, kulturel og økonomisk kapital, familie, held – er alle en del af ligningen. Ens succes kan ikke reduceres til intelligens. Men, og der er et ‘men’. Alt andet lige, så er ens intelligens af stor betydning for, hvordan man klarer sig i tilværelsen, som ovenstående fund netop demonstrerer.
4.1. Begavede børn i skolen
Den rette kontekst er vigtig for, at et menneske kan realisere sit fulde potentiale – også når det gælder begavede mennesker. Flere forældre til intelligente børn meddeler, at der ikke er nok faglige udfordringer i den almindelige folkeskole, hvorfor deres børn kan kede sig og føle sig frustrerede. Jeg tænker, at manglende passende stimulering kan føre til underudvikling af ens potentiale. TV2 har i den forbindelse skrevet en artikel om en gruppe forældre fra Aarhus, der har taget sagen i egen hånd.
Hør i det næste lydklip Andreas fortælle om hans oplevelser som begavet barn i folkeskolen.
5. Gener eller miljø?
Er intelligens bestemt af biologi eller miljø? Tidligere troede man, at egenskabers udtryk eller manifestering enten skyldtes det ene eller det andet. Som nævnt i indledningen, troede Galton, at intelligens og andre egenskaber er primært biologisk determinerede.
Men videnskaben har for længst bevæget sig væk fra en simpel dikotomi mellem arv og miljø. I dag ved vi, at gener og miljø kontinuerligt interagerer med hinanden, og at begge domæner spiller en rolle i produktionen af adfærdstræk. Derfor er det også vanskeligt præcist at afgøre, i hvilket omfang, hver af dem bidrager til variabiliteten i intelligens.
Det er vigtigt at påpege, at den genetiske arvelighed af psykologiske egenskaber er et resultat af mange gener, der hver især har relativt små effekter. Dette er én ‘lov’4 ud af tre indenfor komplekse egenskabers genetik samt feltet adfærdsgenetik. “A complex property such as intelligence, for example, involves a network of more than 1,000 genes, interacting with the environment.“ Dette tal bliver endnu mere fascinerende, når man tænker på, at det menneskelige genom indeholder omtrent 20,000 gener.
5.1. Tvillingestudier
En hyppigt anvendt metode til at vurdere, hvor meget gener og miljø influerer på intelligens, er tvillingestudier. Der er flere tilgange, men den mest dominerende – i hvert fald hidtil – er at tage enæggede tvillinger og sammenligne dem med tveæggede. Antagelsen er5, at begge sæt tvillinger eksponeres – i høj udstrækning – for fælles miljøer. Mens monozygotiske tvillinger (enæggede) har 100 procent af de samme gener tilfælles, har dizygotiske tvillinger (tveæggede) 50 procent.
Ideen er så, at man måler på et træk eller egenskab, såsom intelligens, ved at sammenligne det ene tvillingepar med det andet. Hvis der er større lighed i intelligens hos sæt af identiske tvillingepar (deler 100% af arvemassen og 100% miljø) sammenlignet med sæt af tveæggede par (50% arvemasse og 100% miljø), antager man, at den større lighed skyldes gener fremfor miljø. Det er på en måde et naturligt forekommende eksperiment, hvor miljøet er ‘konstant’, mens arvemassen er ‘variabel’.
På baggrund af denne fremgang og en række studier har forskere estimeret arveligheden alt mellem 40-80%. Metastudier placerer arveligheden i gennemsnit omkring 50%. Tilsammen indikerer fundene, at i hvert fald omkring halvdelen af intelligensen kan forklares ud fra biologi, hvilket efterlader en stor portion til miljøet, og jo underminerer Galtons deterministiske fantasier.
Arveligheden stiger med alderen I et stort studie fra 2010 med 11,000 tvillingepar fra fire forskellige lande, kom man endvidere frem til, at arveligheden af den generelle intelligens stiger med alderen. Det estimeres, at 41% af G-faktoren kan tilskrives gener i alderen 9, 55% i alderen 12, og 66% i alderen 17.
Det kan umiddelbart virke pudsigt, at arveligheden synes at vokse med alderen, dvs., at intelligensen i stigende grad afspejler genernes effekt fremfor miljøets påvirkning. Som Plomin og Deary skriver, “the same genes largely affect intelligence across the life course and yet genes account for more variance as time goes by.” En forklaringsmodel, som stemmer godt overens med denne observation, kaldes ‘genetic amplification’. Her er den forklaret af Haworth et. al.:
“We suggest that the answer lies with genotype–environment correlation: as children grow up, they increasingly select, modify and even create their own experiences in part based on their genetic propensities.“
Med andre ord bliver arveligheden af intelligens med alderen mere tydelig, fordi individet udvælger og former et miljø, der afspejler dets genetiske tilbøjeligheder.
Hvordan og i hvilket omfang biologi og miljø påvirker intelligensen er komplekst, men langsomt er forskere ved at afdække dette biopsykologiske terræn. Nyere bioteknologiske teknologier, såsom ‘Genome-wide Complex Trait Analysis (GCTA)’ , kan supplere de klassiske tvillingestudier, og producere mere fintmaskede analyser af sammenhængen mellem genetik og intelligens. Hvordan det sociale miljø påvirker intelligens er også et helt komplekst emne i sig selv.
Du skal være velkommen til at diskutere eller stille spørgsmål i kommentarfeltet. Vil meget gerne høre om eventuelle personlige erfaringer, dine overvejelser omkring emnet og/eller kritiske kommentarer.
Står for ‘Chat Generative Pre-trained Transformer’. [Urrutia D. What is ChatGPT | Definition, functionalities and limitations [Internet]. Arimetrics. 2023. Available from: https://www.arimetrics.com/en/digitalglossary/chatgpt]. ↩︎
Når jeg fremover nævner intelligens referer jeg til den generelle intelligens. ↩︎
“Mensa er en international forening, stiftet i England i 1946, med det formål at give intelligente mennesker fra alle samfundslag mulighed for at mødes under afslappede former.” [Om Mensa | Mensa Danmark [Internet]. Available from: https://mensa.dk/om-mensa/hvad-er-mensa]. ↩︎
Indenfor videnskaben om komplekse egenskabers genetik er der tre ‘love’: 1) Alle adfærdstræk udviser betydningsfuld genetisk arvelighed. 2) Ingen træk er 100% biologisk bestemt. 3) Arvelighed er et produkt af mange gener med hver især små effekter eller roller. [Plomin, R., & Deary, I. J. (2014). Genetics and intelligence differences: five special findings. Molecular Psychiatry, 20(1), 98–108. https://doi.org/10.1038/mp.2014.105]. ↩︎
Antagelsen, at begge sæt tvillinger eksponeres for det samme miljø anfægtes af nogle forskere. [Evans G. What do twin studies really say about identity and genetics? | Aeon Essays [Internet]. Aeon. 2023. Available from: https://aeon.co/essays/what-do-twin-studies-really-say-about-identity-and-genetics]. ↩︎
In a sense, pleasure can be thought of as evolution’s boldest trick, serving to motivate an individual to pursue rewards necessary for fitness, yet in modern environments of abundance also inducing maladaptive pursuits such as addiction.
Kent C. Berridge and Morten L. Kringelbach, Pleasure Systems In The Brain
Indledning
Vi befinder os i et halvmørkt laboratorie på Montreal neurologisk institut, engang i starten af 1950’erne. To mænd i hvide kitler står roligt foroverbøjet over et bord. En trækasse med en rotte indeni fylder hele bordpladen. Gnaveren har overlevet et kirurgisk indgreb, og fået elektroder indopereret i hjernen. Mændenes klare, blå øjne lyser op som diamanter i det lettere dunkle rum, deres fokuserede blikke følger rotten. Den presser sig op imod et hjørne af kassen, sniffer, bevæger hovedet, og falder til ro. Pludselig får den et elektrisk stød i hjernen, piler væk kort efter, men vender snart tilbage til det samme hjørne. Den ene psykolog doserer mere elektrisk stød. Rotten bliver hængende lidt, løber målløst omkring i kassen, og vender endnu engang tilbage til det stødgivende hjørne. Dette scenarie gentager sig flere gange, og psykologerne bemærker, at rotten begynder at foretrække det stødgivende område. Forskerne udskifter hjørnet med et andet, og rottens præference følger med.
Dette forsøg, udført af psykologerne James Olds og Peter Milner, åbnede døren ind til nydelsens biologi. Det antændte den kollektive bevidsthed og frembragte forestillinger om en fagre ny verden, hvori man kunstigt kunne inducere nydelse og lykke. En verden, hvori depression ville være forvist til fortiden.
Men hvad skete der i forsøget? Hvorfor lærte rotten at søge mod det hjørne, der var associeret med elektrisk stød? Ud fra ovenstående eksperiment samt mange andre senere studier, ræsonnerede man sig frem til, at de elektriske stød producerede en følelse af nydelse; rotten lærte altså at forbinde hjørnet med en behagelig følelse.
Senere kunne man måle, at de stimulerede hjernedele frigav dopamin, hvorfor man antog, at det kemiske stof måtte være årsagen til nydelse. En idé, som i dag er temmelig udbredt i popkulturen, hvor dopamin ofte bliver kaldt for ‘nydelsesstoffet’. Men nyere forskning udfordrer denne formodede og velkendte relation mellem dopamin og nydelse.
Der er sikkert mange, som i forskellige sammenhænge er stødt på ordet dopamin. Min gisning er, at ordet for alvor fik sit gennembrud på den store scene i forbindelse med udbredelsen af sociale medier, da det hyppigt er blevet påpeget, at SoMe gør os afhængige på grund af dopamin. Man taler også om et ‘dopamin rush’, som henviser til en flodbølge af nydelse.
Men hvad er dopamin – et signalstof (neurotransmitter) eller et hormon? Hvad vil det egentlig sige, at dopamin frigives i hjernen? Hvad er det såkaldte ‘belønningssystem’, og hvilken rolle spiller dopamin heri? Og i hvilken udstrækning er det legitimt at påstå, at dopamin er lykkestoffet1?
Tekstens opbygning I første del af artiklen kommer jeg kort ind på dopamin, men ellers handler den om hvordan neuroner (hjerneceller) kommunikerer med hinanden. Del I kan læses selvstændigt, og det er ikke strengt taget nødvendigt at læse den for at læse del II, men det vil bestemt hjælpe på forståelsen. I anden del undersøger jeg belønningskredsløbet samt dopaminens rolle heri.
Del I
1. Dopamin og signalstoffer
Dopamin fungerer primært som et signalstof2 (neurotransmitter) i hjernen, men kan også agere som et hormon3 i kroppen. I denne artikel vil jeg dog udelukkende fokusere på dens rolle som signalstof. Dopamin er en vigtig brik i vores belønningssystem, herunder for motivation, læring og nydelse. Derudover er den bl.a. også involveret i opmærksomhed, humør, bevægelse, blodkarfunktion og laktation.
Kemiske budbringere Signalstoffer er ‘kemiske budbringere’ som hjernen bruger til at tale med sig selv og resten af kroppen. Én bestemt type hjernecelle4, kaldet en neuron, kommunikerer med en anden neuron ved at sende neurotransmittere.
Lad os forestille os én neuron som Peter og en anden som Camilla, at de to har en forbindelse med hinanden og kommunikerer sammen konstant. Når Peter modtager en besked fra Camilla i form af et signalstof, får det ham til at reagere på en bestemt måde. Hvordan han reagerer er afhængigt af, hvilken besked han får. En neurotransmitter kan signalere, at Peter skal øge hans aktivitetsniveau, eller at han skal slappe af. Simpelt oversat til hjernen: enten stiger eller falder aktivitetsniveauet.
Aktiverende/deaktiverende signalstoffer Dopamin er et signalstof, som både kan øge og hæmme aktiviteten i hjernen. Nogle andre neurotransmittere kan også agere på begge måder afhængigt af konteksten, men de er primært associeret med én funktion. For eksempel virker serotonin og GABA primært hæmmende/deaktiverende, hvorimod glutamat og acetylkolin hovedsageligt agerer aktiverende.
2. Neuroanatomi
Nedenfor vises en model af en neuron. Hvis det er første gang, du ser en repræsentation af en hjernecelle, kan det måske virke uoverskueligt. Jeg vil dog ikke gennemgå alle cellens vigtige komponenter her og nu, men blot fokusere på udvalgte elementer.
Figur 1. Model af neuron. Anerkendelse: Bulkakova Kristina/istockphoto
Dendritter svarer til cellens antenner, hvilket betyder, at de opfanger beskeder i form af neurotransmittere fra andre neuroner. Hvis signalet fra en anden neuron er tilstrækkeligt kraftfuldt, vil det udløse en elektrisk impuls, som bevæger sig fra cellekroppen (soma) gennem aksonet (axon) og hen til endeterminalerne (effector nerve endings). Det er i disse endeterminaler, at signalstofferne opbevares. Selve informationsudvekslingen mellem hjernecellerne finder sted i synapsen.
Synapser og neurotransmission En synapse er en forbindelse mellem to neuroner (se figur 2), men neuronerne er ikke forbundet ved at de rører hinanden. De er i stedet adskilt ved en ‘synaptisk kløft’, hvor signalstoffer fra endeterminalen på én neuron kan passere over til dendritterne på en anden neuron. Der, hvor de to neuroner mødes, kaldes for synapsen. Figur 2 nedenunder illustrerer en synapse mellem to neuroner samt neurokommunikation.
Figur 2. Synapse og neurotransmission. Anerkendelse: ttsz/istockphoto
Signalstofferne i endeterminalerne opbevares i små strukturer kaldet vesikler (se figur 2). Når en elektrisk impuls skyder afsted gennem aksonet hos den vertikale neuron og når frem til endeterminalerne, udløses åbningen af terminalerne, hvilket frigiver signalstoffer i synapsen.
Neurotransmitterne passerer dernæst over til den modtagende hjernecelles dendritter, hvor de binder sig til receptorer, og videregiver enten et aktiverende eller hæmmende signal. Hvis signalet er aktiverende nok, vil den modtagne neuron selv skyde en elektrisk impuls afsted. Efter at signalstofferne har overbragt beskederne, slippes de ud i synapsen igen, hvor de enten bliver genbrugt eller nedbrudt af enzymer.
Hjernen er altså i gang med at kommunikere med sig selv. Det estimeres, at den har omkring 100 milliarder neuroner og 100 billioner synapser, hvilket indebærer en fuldstændig ubegribelig mængde af information, der konstant transmitteres og bearbejdes.
På det nedenstående billede kan du se, hvordan en endeterminal er blevet åbnet (grøn) og afslører vesiklerne (orange og blå), der indeholder signalstoffer. Et imponerende billede i et målestoksforhold, som overgår vores forstand. For mig er det dybt fascinerende, at noget så småt, usynligt for det blotte øje, har en så stor betydning for vores psyke og adfærd.
“In this pseudo-colored image from a scanning electron microscope, a terminal button (green) has been opened to reveal the synaptic vesicles (orange and blue) inside. Each vesicle contains about 10,000 neurotransmitter molecules. (credit b: modification of work by Tina Carvalho, NIH-NIGMS; scale-bar data from Matt Russell)” Citatet og billedet er hentet fra: Psychology, biopsychology, cells of the nervous system [Internet]. GoOpen Connecticut. Available from: https://goopenct.org/courseware/lesson/397/overview
Del II (a)
3. Hvorfor er belønningscenteret og dopamin værd at forske i?
Viden om belønningskredsløbet og dopamin har stor værdi for både fysisk og psykisk sundhed. Forstyrrelser i dopaminniveauer kan føre til sygdomme som “skizofreni, Parkinsons syge, depression, manier, Tourettes, koncentrationsproblemer, misbrug og afhængighed.”
Parkinsons sygdom skyldes et lavt niveau af dopamin, dog ikke i belønningscenteret, men i et hjerneområde, som er involveret i bevægelse. Der er en utilstrækkelig produktion af dopamin samtidig med, at signalstoffet nedbrydes normalt. Dette fører til langsomme bevægelser, muskelstivhed og rysten. Den lave produktion skyldes hjernecelledød eller neurodegeneration.
I forhold til depression, så ved man, at nogle depressive mennesker lider af tilstanden ‘anhedonia’, hvilket betyder manglende evne til at føle nydelse. Disse mennesker har lave dopaminniveauer, og neuronerne er mindre sensitive overfor stimulering, hvorfor de frigiver mindre af signalstoffet. Det peger på en sammenhæng mellem lidelsen og dopamin, men forholdet mellem det kemiske stof, belønningssystemet og depression er ganske komplekst.
Motivation, bevægelse, opmærksomhed, og evnen til at opleve belønninger, har alle stor betydning for menneskets funktionelle interaktion med verden og andre mennesker. Derfor kan forstyrrelser i belønningskredsløbet få alvorlige negative konsekvenser for individets sundhed og velvære.
4. Belønningssystemet og dopamin
Dopamin er en central del af hjernens belønningssystem og omfatter flere hjerneområder, herunder det ventrale tegmentale område (VTA), nucleus accumbens (NAc), samt den frontale cortex.
Belønningskredsløbets psykologiske aspekter består bl.a. af motivation (at ønske noget – at ‘crave’ en belønning), forventning om en belønning, selve belønningen (at lide noget – opleve nydelse/behag/lykke), og læring og forstærkning (association mellem handling og positiv konsekvens, der øger sandsynligheden for, at handlingen gentages).
Det er et komplekst psykologisk system med mange interagerende affektive og kognitive komponenter, der tilsammen indvirker på opfattelsen af en belønning. “Wanting and liking are both involved in making an experience feel rewarding.“ Selve belønningen, såsom mad eller sex, opleves derfor ikke som en uafhængig stimulus5, men oplevelsen er derimod påvirket af tanker, motivation og forventninger til den.
De fleste af os er nok bekendte med skuffelsen, som indtræder, når en belønning ikke helt lever op til vores forventninger. Men vi er også familiære med det modsatte, når en belønning overgår vores forudsigelser. I det første tilfælde ser man et markant fald i dopaminniveauet efter belønningen, mens det i det andet tilfælde udløser en dopamin-eksplosion.
4.1. Formål og design
Belønningscenteret er designet til at motivere os til at søge belønninger, som er afgørende for vores overlevelse og velvære. Dette inkluderer basale behov såsom mad, drikke, sex, og anerkendelse, men også belønninger af kognitiv, social, etisk og æstetisk karakter. Et studie påviste, at jo mere dopamin blev frigjort mens testpersoner hørte ny musik, desto større sandsynlighed for, at de bagefter købte musikken. Når en aktivitet eller stimulus opfattes som en belønning, øges motivationen for at opnå belønningen igen.
4.1.1. Systemets mørke side
En egenskab ved belønningssystemet er, at en intens og nydelsesfuld stimulus, såsom kokain, med tiden kan opleves som mindre nydelsesfuld. Det er fordi, at der udvikles kemisk tolerance. For at opnå den samme grad af behag som tidligere kræver det derfor en mere potent eller større mængde af rusmidlet. Det skyldes, at hjernen, for at tilpasse sig den store mængde af dopamin som et rusmiddel udløser, bl.a. reducerer antallet af dopaminreceptorer over tid. Det har den effekt, at hjernen responderer mindre på rusmidlet, hvilket forklarer behovet for større doser.
Nedenfor ses et bemærkelsesværdigt billede af en stofmisbrugers hjerne sammenlignet med en ‘normal’ hjerne. De røde farver repræsenterer en høj koncentration af receptorer (venstre), og det er tydeligt, at der er markant færre receptorer i stofmisbrugerens hjerne (højre).
“‘Methamphetamine abuse decreases dopamine transporter activity and compromises mental function’. Credit NIH.” Citatet og billedet er hentet fra: Neuroscience News. Meth Users Face Higher Risk for Developing Parkinson’s Disease. Neuroscience News [Internet]. 2014 Dec 16; Available from: https://neurosciencenews.com/parkinsons-methamphetamine-women-neurology-1632/
4.2. Dopamin = nydelse?
Nu endelig til spørgsmålet om forholdet mellem dopamin og nydelse. I kulturen er det udbredt at betragte dopamin som lykkestoffet, men neuroanatomisk og neurokemisk set er det ikke så entydigt, hvordan belønningssystemet i hjernen giver ophav til nydelse. For det er faktisk muligt at opleve nydelse uden dopamin, hvilket komplicerer forståelsen af dens rolle i belønningscenteret. Derfor er det vigtigt at notere sig, at selvom der er konsensus om dopaminens vigtige rolle i belønningssystemet, virker signalstoffet ikke til at være den direkte årsag til nydelse.
Nyere forskning peger i stedet på, at dopamin hovedsageligt er involveret i motivation (at ønske eller ‘crave’ noget) og forventningen om en belønning. Mens vi i lang tid har vidst, at belønningskredsløbet udløser dopamin som en reaktion på nydelse, ser det dog ud til, at signalstoffets rolle snarere er at forstærke adfærd ved at forbinde behaglige stimuli med en motivation til at søge de behagelige oplevelser igen.
Det forholder sig også sådan, at blot man forestiller sig en belønning, f.eks. sex eller mad, bades hjernen i dopamin. Undersøgelser har nemlig opdaget, at forventningen om en belønning kan frigive en større mængde dopamin end selve belønningen – når man først har lært, at en bestemt handling fører til et ønsket udfald.
“I have friends who have dopamine tattoos because they think it means pleasure.”
Arif hamid, postdoc at brown univeristy
Lad os dykke dybere ned i historien om belønningssystemet og dopamin samt se på noget af den evidens, der udfordrer den populære forbindelse mellem signalstoffet og nydelse.
Del II (b)
5. ‘Dopamine pleasure’ hypothesis
“Sixty years ago James Olds and Peter Milner brought pleasure into the brain with a paper entitled ‘Positive reinforcement produced by electrical stimulation of septal area and other regions of rat brain.’ (Olds and Milner, 1954). The influence of this publication cannot be overstated. At minimum, it transformed our understanding of motivation, emotion, and reward, and influenced current conceptions of learning, mood disorders, addiction, and obesity.“
Olds og Milner udviklede en ny version af det eksperiment som jeg beskrev i indledningen. I denne udgave kunne rotterne stimulere sig selv ved at presse et håndtag ned, hvilket førte til en besættelse; nogle rotter trykkede håndtaget ned mere end 1000 gange i timen, og hos nogen var besættelsen så intens, at de forsømte at spise og drikke.
Når rotterne pressede håndtaget ned og fik elektrisk stød, blev deres adfærd tydeligt forstærket, hvilket betyder, at den blev mere tilbøjelig til at gentage sig i fremtiden. Denne form for læring kaldes for‘operant betingning’ og indebærer, at læring sker via en handling og dennes konsekvenser. Hvis handlingen fører til et positivt udfald, er sandsynligheden for gentagelse i fremtiden høj. Denne form for operant betingning kaldes ‘positiv forstærkning’.
Olds og Milner var i forvejen bekendte med operant betingning på grund af behaviorismen. Deres ambition var at udforske forholdet mellem adfærd og hjernens biologi, og eksperimenterne involverede elektrisk stimulering af rotters hjerner, herunder området nucleus accumbens. Ved at give elektrisk stød i udvalgte områder efter en bestemt handling, opdagede de, at rotternes adfærd blev dramatisk forstærket.
De drog konklusionen, at stimuleringerne ligefrem producerede nydelse og derfor forstærkede rotternes adfærd. Eksperimenterne markerede begyndelsen på forståelsen af hjernens belønningssystem, og inspirerede utallige undersøgelser af bl.a. motivation, læring, forstærkning og nydelse.
Forsøg med mennesker Robert Heath, en psykiater fra Tulane University, New Orleans, USA, udførte eksperimenter på mennesker. Hans mål var at kurere mentale lidelser ved elektrisk stimulering af sygdommenes underliggende hjerneområder. Det lykkedes ham at fremprovokere positive reaktioner hos meget deprimerede mennesker, såsom smil, fnisen, og samtale. Men den positive adfærd ophørte så snart stimuleringen stoppede.
En patient ved navn B-19 kunne selvdosere elektrisk stimulering, hvilket han endte med at gøre omkring 1,500 gange i løbet af tre timer. Ifølge Heath oplevede patienten nydelse som resultat af stimuleringen. Dog er det usikkert, om B-19 og andre patienter rent faktisk oplevede nydelse, da de angiveligt ikke selv udtrykte den verbalt.
5.1. Dopaminens tilstedeværelse
Senere viste lignende eksperimenter, både med dyr og mennesker, at dopamin udløses ved elektrisk stimulering af de samme hjernestrukturer. Man prøvede derfor bl.a. at blokere dopamin-frigivelsen ved brug af medicin, og opdagede, at rotterne mistede interessen for at presse håndtaget ned. Dette, og meget andet, bidrog til at underbygge signalstoffets prominente rolle i belønningskredsløbet. Resultaterne virkede til at bekræfte ideen om, at dopamin er årsagen til nydelse. En psykolog ved navn Roy Wise postulerede netop dette i 1980. Som Wise skrev,
“dopamine junctions represent a synaptic way station … where sensory inputs are translated into hedonic messages we experience as pleasure, euphoria or ‘yumminess’.“
Imidlertidigt har det senere vist sig, at konklusionerne fra mange af disse eksperimenter ikke hviler på et helt solidt grundlag. Lad os se på evidens, som modstrider ideen om dopamin som lykkestoffet.
5.2. En mere subtil rolle
I eksperimenter6 på dyr forsøger man at måle graden af nydelse, men spørgsmålet er hvordan? Man kan jo åbenlyst ikke spørge en rotte, hvor nydelsesfuldt det f.eks. er at få sprøjtet sukkervand ind i munden. De parametre, som måles på, må derfor være objektive, dvs. synlige adfærdsmæssige tegn på nydelse eller afsky. Ansigtsudtryk er et godt mål i det henseende, og de samme udtryk kan findes på tværs af forskellige pattedyr, hvilket har den fordel, at der kan generaliseres til andre dyr og til mennesker:
“Sweet tastes elicit a contented licking of the lips, whereas bitter tastes tend to be met with gaping mouths, shaking heads and a vigorous wiping of the mouth. The same responses seen in human infants also occur in rats, mice and nonhuman primates. The more subjects like the taste, the more often they will lick their lips.“
Tydeligt tegn på afsky.
De kommende fund indikerer alle sammen, at dopamin ikke giver direkte ophav til nydelse, men i stedet bidrager til at øge motivation. Endvidere peger studierne på, at der er distinkte neuroanatomiske mekanismer for behag og for ‘craving’.
Forøgning af dopamin Et hold forskere udførte et eksperiment, hvori de genmodificerede mus ved at fjerne et enzym, som er ansvarligt for at genbruge dopamin i hjernen. Dette enzym genbruger signalstoffet ved at fragte det tilbage til den neuron, der frigav det. Hvis enzymet fjernes, vil der derfor være en ekstrem høj dopamin tilgængelighed, og dermed potentiale for større nydelse. Overraskende nok viste det sig dog, at de genetisk modificerede mus ikke virkede til at opleve større behag fra sukkerholdig føde sammenlignet med normale mus. Dog blev det til gengæld observeret, at de dopamin-berusede mus var hurtigere til at nå hen til den søde belønning, hvilket kan tolkes som større grad af ‘craving’.
Man kan også sprøjte amfetamin direkte ind i nucleus accumbens og dermed øge dopaminniveauet. Det fører dog heller ikke til større nydelse, men i stedet til større motivation for at opnå belønningen.
Reduktion af dopamin Man kan også ødelægge dopaminceller i rotter, hvilket kan foranledige en til at tro, at de derfor ikke vil kunne nyde søde sager. Men det viser sig, at rotterne, på trods af ødelagte dopaminneuroner, bevarer evnen til at opleve behag, når de f.eks. får sprøjtet sukkervand ind i munden. Dog er motivationen for at jagte belønningen i denne omgang manglende. Nogle rotter, som kraftigt har fået reduceret koncentrationen af dopamin, vil sulte sig selv ihjel, fordi de ikke udviser noget ønske om mad. Men hvis sød mad placeres i deres mund, udviser de alle tegn på nydelse.
Menneskelige subjektive evalueringer af, hvor nydelsesfuldt et rusmiddel er, f.eks. kokain, bliver heller ikke minimeret ved, at man farmakologisk kortslutter dopaminsystemet. Dopamin undertrykkelse kan dog godt, ligesom hos rotterne, reducere ønsket for et stof, men igen, ikke selve nydelsen.
Implikation Baseret på den tilgængelige evidens, overvejer Berridge og Kringelbach i deres artikel, “Pleasure Systems In The Brain“, i hvilken grad de elektriske stød i sin tid genererede nydelse både hos rotter og mennesker, hvis de da overhovedet gjorde. Jeg vil lade forfatterne selv udtrykke sig i forhold til den mistanke:
“Given this new understanding, we believe that the “pleasure” electrodes that stimulate accumulation of this chemical in the brains of rats—and humans—might not have been as enjoyable as was originally assumed. In support of this view, we find that activation of electrodes that elevate dopamine in the nucleus accumbens will motivate a rat to eat and drink, yet the same stimulation does not make that food more pleasing—just the opposite. Rats that are moved to eat sweets by electrical stimulation wipe their mouth and shake their head—signs of active dislike, as if the current had rendered the sweetness bitter or disgusting to them. The fact that the electrodes compel rats to consume large quantities of a food that is not bringing them pleasure is evidence that wanting and liking are controlled by different mechanisms in the brain.“
Undersøgelserne peger altså på, at dopamin regulerer motivation og primært koder hjernen til at jagte og ‘crave’ en stimulus, selvom ‘belønningen’ ikke medfører meget nydelse – eller ligefrem medfører til afsky. Signalstoffet ser ud til at forstærke en given adfærd, hvorimod andre neurale mekanismer, i hvert fald til dels, må i stedet være involveret i nydelsesaspektet. Det er derfor muligt, at rotterne i Olds og Milner eksperimenterne søgte hen til det stødgivende hjørne, ikke så meget på grund af nydelse, men fordi, de ikke kunne lade være.
Forfatterne skriver andetsteds, at det ovenstående også er kongruent med adfærden hos stofmisbrugere. Stofmisbrugere oplever en intens ‘craving’ efter et rusmiddel, selvom brugen af stoffet over tid kan føles mindre belønnende. Dette indikerer igen en afkobling mellem motivation og belønning, som normalt ville udgøre et mere funktionelt og proportionelt forhold.
Disse studier konkluderer ikke, at dopamin slet ikke spiller en rolle i selve nydelsesaspektet af belønningssystemet. Men fundene udfordrer i den grad den tidligere simple antagelse om forholdet mellem signalmolekylet og evnen til at nyde.
5.3. Hvis ikke dopamin – hvad så?
Mindst to områder anses for at fungere som såkaldte ‘nydelses-hotspots’, hvilket indebærer, at de direkte bidrager til at forøge nydelse. For at undgå alt for teknisk sprog, henviser hotspots groft til en lille substruktur af nucleus accumbens (NAc), samt et relativt stort område indeni den ventrale pallidum (VP). VP ligger meget tæt på nucleus accumbens og modtager hovedsageligt sine signaler derfra.
Men hvis ikke dopamin er det primære kemiske stof forbundet med nydelse, hvad er så? Hjernens naturlige opioider, herunder endorfiner og enkephaliner, er meget tilgængelige i de nævnte hjernecentre og menes at spille en central rolle for nydelse. F.eks. har undersøgelser med indsprøjtning af enkephalin i disse strukturer demonstreret, at rotternes nydelse af søde sager stiger.
Et forbehold Det er vigtigt at påpege, at nydelse er et produkt af komplekse sammenspil mellem hjernestrukturer og kemiske stoffer. Der er flere centre og molekyler, som aktiveres og spiller ind, udover NAc og VP og opioider (enkephaliner/endorfiner). Derfor bør man ikke tænke, at endorfiner nu er lig med nydelse. Både fordi forskning på området – i hvert fald med avancerede digitale måleinstrumenter – stadig er i sin spæde begyndelse, men jo også fordi, at det er for simpelt at reducere en kompleks biopsykologisk funktion og tilstand til ét hjernecenter eller ét kemisk stof. Videnskab.dk skriver selv, at “belønnings- og lykketilstanden opnås i et kompliceret samspil mellem dopamin, endorfin og oxytocin i hjernens belønningssystemer.”
5.4. Kommentarer
Der er altså god evidens for, at dopamin fungerer som brændstoffet, der driver os mod belønninger, mere end det fungerer som et nydelsesstof.
Det er dog værd at bemærke, at mange af forsøgene er udført på dyr, hvorfor der bør udvises forsigtighed, når man forsøger at overføre resultaterne til mennesker. Ikke desto mindre er der en betydelig grad af neurobiologisk overlap mellem hjerner hos pattedyr, hvilket i en vis udstrækning legitimerer brugen af dyrestudier som en kilde til forståelse af mennesker. Der findes også flere forsøg med mennesker, som underbygger dyreforsøgene.
Jeg kunne være en smule skeptisk overfor, at belønningerne i dyreforsøgene kun er simple sensoriske stimuli, såsom sukkervand eller søde sager. Bevares, at bruge meget andet er umiddelbart mere omstændigt i dyreforsøg, og “Food is one of the most universal routes to pleasure—as well as an essential requirement for survival.“ Under alle omstændigheder kan det til dels være svært at generalisere til andre menneskelige former for nydelse. Men det viser sig, er der faktisk foreligger evidens for, at forskellige former for nydelser – af mad, sex, rusmidler, sociale interaktioner, musik, og kunst – aktiverer de samme neurale mekanismer.
Hvorom alting er, så har dyreforsøg den fordel, at forskere, under visse godkendte betingelser7, gerne må manipulere med dyrs hjerner, f.eks. ved at ødelægge en hjernedel eller genmodificere dyret. Det betyder, at man bedre kan udtale sig om forhold mellem årsag og virkning, såsom hvordan et givent hjerneområde influerer en funktion eller adfærd.
Menneskets uvidenhed Slutteligt skal det igen pointeres, at belønningskredsløbet er komplekst, hvilket gør det svært at studere. Forskningen er dynamisk, og nye resultater kommer til løbende, som underbygger, nuancerer, eller afviser ideer. Nogle gange fristes jeg til at ønske, at tingene var meget mere simple. Men virkeligheden er nu engang indrettet som den er, svær at begribe, og vi mennesker er meget små og begrænsede sammenlignet med den. Progression i viden bor i menneskets accept af dets egen uvidenhed.
6. Kort opsummering
Forskning i belønningssystemet og dopamin er uden tvivl en nyttig og værdifuld aktivitet. Jo bedre forståelse vi opnår af dette urgamle biopsykologiske system, jo bedre kan vi hjælpe mennesker med affektive sygdomme, såsom depression og opmærksomhedsforstyrrelser.
Nyere forskning demonstrerer, at dopaminens rolle i belønningssystemet er mere kompleks og nuanceret end tidligere antaget. Signalmolekylet virker til at være mere involveret i andre dimensioner af belønningscenteret, herunder motivation, forstærkning og forventning om en belønning. I øvrigt har Roy Wise, som tidligere advokerede for et stærkt kausalt forhold mellem dopamin og nydelse, allerede i midten af 90’erne sagt følgende:
“I no longer believe that the amount of pleasure felt is proportional to the amount of dopamine floating around in the brain”, og for relativt nyligt konkluderet, at “pleasure is not a necessary correlate of dopamine elevations”.
Det er videnskaben i en nøddeskal; der er en teori, indtil der er en anden.
Du skal være velkommen til at diskutere eller stille spørgsmål i kommentarfeltet. Vil meget gerne høre om eventuelle personlige erfaringer, dine overvejelser omkring emnet og/eller kritiske kommentarer.
Jeg bruger ‘nydelsesstof’ og ‘lykkestof’ synonymt i teksten for variationens skyld. ↩︎
Jeg har flere steder lagt mærke til, at ‘signalstoffer’ både henviser til neurotransmittere og hormoner. Det giver egentlig fint mening, da hormoner også signalerer/kommunikerer, men jeg henviser udelukkende til neurotransmittere i min tekst, når jeg skriver signalstoffer. ↩︎
Et hormon udskilles i blodet fra forskellige kirtler og har en effekt på celler længere væk, hvorimod signalstoffer udskilles fra neuroner ud i synapsen og virker på andre signalstoffer. Hormoner, i modsætning til signalstoffer, virker også i længere tid. [Chaudhuri A and M. Hormones and Neurotransmitters: the differences and curious similarities. Medium [Internet]. 2018 Jun 26; Available from: https://medium.com/the-biochemists/hormones-and-neurotransmitters-the-differences-and-curious-similarities-46c6095b825]. Insulin er således et hormon, som udskilles fra bugspytkirtlen. ↩︎
En anden type hjernecelle er gliaceller, som yder fysisk og kemisk støtte til neuroner. De omtales nogle gange som nervesystemets ‘lim’. [Dellwo A. What are glial cells and what do they do? [Internet]. Verywell Health. 2023. Available from: https://www.verywellhealth.com/what-are-glial-cells-and-what-do-they-do-4159734]. ↩︎
Meget af moderne forskning bruger skanningsmetoder, såsom fMRI, til at undersøge hjernens reaktioner på stimuli. Ud fra det forsøger man så at kortlægge, hvordan belønningssystemet fungerer. Skanningsmetoderne har deres begrænsninger, men det er det bedste vi har, og de udvikles og forfines løbende. ↩︎
Her mener jeg, at det f.eks. i kraft af ‘Committee on Animal Research and Ethics (CARE)’, som sætter standarden for dyreforsøg, kan være tilladt at bruge dyr. Læs mere her: https://www.apa.org/monitor/jan03/animals↩︎
